Svømning

Sikkerhedsforhold ved åbent vand-baner

De sikkerhedsmæssige forhold omkring en åbent vand-bane hænger nøje sammen med etableringsstedet, og vil derfor være forskellige fra bane til bane.

Gennemgå og overvej om nedenstående punkter har indflydelse på sikkerheden ved netop jeres projekt:

Placeringen

  • Banen må ikke komme i konflikt med andre brugergrupper
  • Brugere skal kunne komme sikkert frem til banen fx hvis den tænkes i sammenhæng med badebro, flydeponton el. kajkant
  • Placeres som udgangspunkt lang strandbredden / kysten, så man hurtig kan få fast grund under fødderne

Skiltning

  • Vanddybde skal kommunikeres klart og tydeligt, så ingen bliver overraskede over ikke at kunne bunde, der er dog ingen grund til at placere banen på unødigt dybt vand
  • Henstil altid til at ingen svømmer uden en svømmemakker
  • Er vandet lavt, skal der med piktogrammer markeres, at der ikke må springes på hovedet. Vanddybden skal minimum være to meter ved hovedspring fra kant, mens der skal lægges yderligere vanddybde til, jo længere der er mellem vandspejlet og udspringshøjden

Redningsudstyr

  • Sørg for opsætning af redningsudstyr (redningskrans, kasteline, redningsstige mv.), hvis der ikke allerede er offentligt redningsudstyr tilgængeligt
  • Sørg for opsætning af det grønne redningsnummerskilt, hvis det ikke allerede forefindes. Den lokale beredskabschef i kommunen kan iværksætte opsætningen af et redningsnummerskilt, hvis det skønnes nødvendigt
  • Overvej hvor nærmeste hjertestarter er placeret. Hvis der er meget langt, skal en hjertestarter evt. indtænkes i processen

Afmærkning af banen

Banen skal afmærkes tydeligt, så skibe og sejlbåde ikke kommer ind i svømmeområdet. Er der tale om en havbane skal banen afmærkes med gule bøjer, da afmærkningen ikke må kunne forveksles med andre typer afmærkning.

For alle andre placeringer anbefaler vi ligeledes gule bøjer.

Vi anbefaler at benytte minimum en stor gul bøje pr. 50 meter. Imellem specialafmærkningen kan I vælge at udlægge et antal mindre, gule bøjer.