Svømning

Svømning i koldt vand

De fleste har prøvet at bade i koldt vand – eller i hvert fald, hvad de selv vil betegne som koldt vand. Men der er stor forskel på at tage en kold dukkert på en tidlig forårsdag og at svømme i længere tid med hovedet under vandet.

Nedkøling

Selv hvis du er iført våddragt, kan en svømmetur i åbent vand være en kold fornøjelse. Og det handler ikke bare om at tage sig sammen. Sikkerhedsmæssigt kan det være decideret livsfarligt, hvis vandet er koldt og du er dårligt forberedt.

Selvom du har våddragt på, bliver din krop nedkølet, når du svømmer i koldt vand. Varmeafgivelsen sker især fra hovedet, men også hænder og fødder, der stikker uden for våddragten. Når kroppen taber mere varme, end den kan danne, taler man om nedkøling – det der i fagsprog kaldes hypotermi og defineres som en kropstemperatur på under 35°C.

Ifølge både nationale og internationale sikkerhedsregler skal vandtemperaturen ved åbent vand arrangementer være minimum 13°C i 40 cm dybde. Er vandet koldere, bliver arrangementet aflyst. Det samme gælder for svømningen ved triatlon-stævner. Er vandtemperaturen under 16°C, eller skal der svømmes over 2 km ved en vandtemperatur under 18°C, skal svømmerne have våddragt på.

Vær opmærksom på, at især balancenerven i øret kan blive påvirket af koldt vand. Jo koldere desto værre. Det betyder, at der kan være stor risiko for svimmelhed, når du kommer op efter en tur i åbent vand.

Tip: Hvis vejret/vandet er koldt, så sørg for rigeligt med varmt tøj og noget varmt at drikke, så er du og din svømmemakker sikret en god tur.

Forholdsregler

Vi anbefaler altid, at motionister svømmer i våddragt og med badehætte og havtaske i neonfarver uanset distance, vand- og lufttemperatur. Det skyldes, at temperaturerne i Danmark sjældent bliver så høje, at der er risiko for overophedning, og fordi våddragten er med til at give svømmeren opdrift i vandet.

Akklimatisering til det kolde vand er essentielt for en god svømmetur. Brug tid på at lade kroppen vænne sig til det kolde vand. Tag dybe indåndinger og få styr på vejrtrækningen.

Anbefalinger om vandtemperaturer i forhold til sikkerhed er ikke lavet for sjov. Husk altid at mærke efter og stoppe i tide. Står der i en bog, at man kan svømme 10 minutter i 13°C koldt vand, er det ikke sikkert, at det også gælder for dig. Derfor: Vær beredt, klæd dig ordentligt på, lyt til kroppens signaler og svøm aldrig alene.