Svømning

Vi svømmer sammen

En svømmemakker er det vigtigste at have med, når du svømmer i det fri.

Sagt på en anden måde: Det primære og vigtigste råd for sikker svømning i det fri er ’Svøm aldrig alene’. Ellen Garne var en af hovedkræfterne bag Svømmemakker begrebet tilbage i 2013 på bloggen https://swimout.dk/ Hendes definition af ordet ’Svømmemakker’ er den vi bruger, og selv om det måske er besværligt, når man står og tripper for at komme ud at svømme, så kan det ikke anbefales kraftigt nok: Brug tid og energi på at finde nogen at svømme med.

En svømmemakker er en svømmer, du følges med og holder øje med på din svømmetur. Til gengæld følges din svømmemakker med dig og holder øje med dig undervejs – win/win (Ellen Garne, 2013)

Tre gode grunde til aldrig at svømme alene

  1. Det er svært at redde sig selv og tilkalde hjælp, hvis man skulle få et ildebefindende i vand. Selv raske, unge svømmere kan få et ildebefindende. Selvfølgelig går det for det meste godt, men uheldet kan være ude, og især i vand kan det være fatalt at føle sig usårlig. Sker der noget uventet er det altid bedre at være to end at være alene, især når gælder om at få tilkaldt hjælp.
  2. Fire øjne er bedre end to til at få øje på medtrafikanter i vandet og to svømmende kroppe er mere synlige end en enlig svømmende svale. To svømmere fylder mere, larmer mere og gør vandet mere uroligt. Alle former for synlighed øger chancen for, at andre trafikanter får øje på jer i tide, og derfor ikke kommer til at sejle jer ned.
  3. Det er både hyggeligt og befordrende for træningen at følges med nogen, også selvom det kan være dejligt at glide af sted i sine egne tanker. Passer I godt sammen, holder det tempoet og entusiasmen oppe. Ingen har jo lyst til at komme sidst.

Hvordan finder du en svømmemakker

Det optimale er en svømmemakker med samme ønsker og evner med hensyn til tempo, tid, sted, intensitet og svømmerute som en selv. Men livet er ikke altid optimalt.

Hvis du ikke har nogen at svømme med, kan du starte med at spørge dem, du kender. Du kan også melde dig på et svømme- eller trihold, der har fokus på svømning i åbent vand. Ikke kun for at blive bedre til at svømme, men også for at møde nogen at svømme med.

Sidst men ikke mindst, så find et åbent vand-fællesskab i nærheden af dig. I boksen her til højre kan du finde fællesskaber over hele landet, og der er altid plads til flere.