Hovedpointer fra evalueringen
I slutningen af 2021 gennemførte konsulenthuset Cubion en evaluering af Bevæg dig for livet efter godt et år i projektets forankringsfase.
Efter to faser med udvikling og systematiske indsatser i et samarbejde mellem DGI, DIF, landsdelsforeninger, specialforbund, kommuner og mange andre aktører, er Bevæg dig for livet nu godt i gang med tredje og sidste fase af visionen: Forankringsfasen.
I den forbindelse har konsulenthuset Cubion stået for at gennemføre en evaluering, hvor formålet dels har været at skabe overblik over, hvordan de mange nøje udviklede motionsaktiviteter i Bevæg dig for livet-regi kan justeres og skaleres. Og dels at opnå viden om, hvordan indsatserne kan udbredes til endnu flere kommuner, idrætter og foreninger.
Positiv feedback og konstruktive anbefalinger
Størstedelen af respondenterne i evalueringen oplever på tværs af visionskommuner og fokusidrætter, at visionen er lykkedes med både konkrete og strategiske indsatser - og at det dermed bidrager positivt til målet om at få flere inaktive til at blive aktive.
Derudover er det oplevelsen blandt respondenterne, at arbejdet på tværs af forvaltninger og aktører i visionskommunerne skaber værdi, mens også Alt Tæller-kampagnen får flot feedback i evalueringen.
Der er med andre ord meget positivt at sige om evalueringen, hvor både indsatser i og uden for foreningerne fremhæves. En indikation på, at der arbejdes godt og indgående med visionen og målsætningerne om, at 75 procent af danskerne skal være aktive, hvoraf 50 procent skal være aktive i en idrætsforening.
Samtidig byder evalueringen på flere anbefalinger. Herunder, at Bevæg dig for livet med fordel kan tænke endnu flere aktører ind i det tværgående samarbejde - og at indsatserne i fokusidrætterne og visionskommunerne i endnu højere grad bør samtænkes.
Et brugbart redskab
Evalueringen når langt ud i sine undersøgelsesområder og kan derfor bruges på flere niveauer i Bevæg dig for livet.
På den store skala kan de to hovedorganisationer benytte evalueringen som fundament for en række drøftelser på tværs af specialforbund og landsdelsforeninger om, hvad den næste samfundsmæssige opgave, der med fordel kan løses i fællesskab, skal være.
På den lidt mindre skala kan idrætsprojekterne dykke ned i anbefalingerne omkring øget systematisk opfølgning på Åbent Hus-arrangementer for at sikre fastholdelse. Og endelig er der pointen om en strukturel indsats i forhold til at sikre, at der er forskellige fora for erfaringsudveksling og systematisk videndeling - både i de enkelte områder på praksisniveau og på tværs af områderne.
Disse tre pointer er blot for at illustrere spændvidden i enkelte af evalueringens konklusioner og anbefalinger. Du kan dykke ned i hele evalueringen via linket herunder.