Guldborgsund forlænger med Bevæg dig for livet
I Guldborgsund Kommune skal det målrettede arbejde med at få flere borgere til at bevæge sig fortsætte. Derfor har borgmesteren, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI skrevet under på en ny samarbejdsaftale med Bevæg dig for livet frem til og med 2028.
Blækket er kun lige blevet tørt på forlængelsen af den partnerskabsaftale i Bevæg dig for livet, som Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune, har underskrevet sammen med DIF og DGI. Parterne har arbejdet sammen om idrætsvisionen de foregående fem år, og det arbejde fortsætter altså frem til og med år 2028.
”Guldborgsund Kommune har helt fra starten vist, at de vil det her. De er gået helhjertet ind i samarbejdet, og kommunens foreninger har virkelig bakket op. Der har været et stort mod hele vejen rundt for at prøve nye ting og finde nye løsninger, og så har de skabt nogle virkelig stærke samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger, der kan bruges som foregangseksempler i resten af landet. Det glæder vi os til at arbejde videre med,” fortæller DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Hun bakkes op af Thomas Bach, næstformand i DIF;
”Forlængelsen kommer i en helt naturlig forlængelse af det gode samarbejde med Guldborgsund Kommune. I Bevæg dig for livet er vi lykkedes rigtig godt med at lave indsatser her i kommunen, som er baseret på data om blandt andet foreningsdeltagelse og sundhedsprofil. Dermed har vi også været i stand til at lave målrettede indsatser, der hvor vi kan gøre den allerstørste forskel. Det flotte arbejde skal vi holde fast i de næste fem år,” udtaler Thomas Bach.
Børn og unge er en succes – det skal fortsætte
I Guldborgsund Kommune har de haft et stort fokus på at gøre vejen til idrætsforeningernes fællesskaber mere ligetil for børn og unge - særligt dem i udsatte positioner. Det arbejde kommer til at fortsætte de næste fem år med den nye Bevæg dig for livet-aftale.
”Vi kan se på tallene for de første fem år, at vi får flere borgere ud at bevæge sig. Det gælder særligt børn og unge, som er dem, vi rigtig gerne vil have ud og være aktive i foreningerne. Vi har især haft succes med tiltag for udsatte børn og unge, som vi i højere grad er lykkedes med at få ind i fællesskaberne ved hjælp af særlige tilbud. For eksempel i Jump4Fun,” fortæller Ole K. Larsen, formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune.
”Vi skal styrke de indsatser, der allerede er i gang og blive ved med at motivere vores børn og unge til at komme ud og dyrke idræt og opleve de fællesskaber, som vores foreninger tilbyder,” supplerer borgmester Simon Hansen.
Bevæg dig for livet løfter bredt
De sidste fem år har kastet rigtig mange initiativer af sig, og i Gulborgsund Kommune er de især glade for at tage en omgang mere med Bevæg dig for livet, fordi de mange indsatser rammer bredt og inkluderer mange af kommunens borgere.
”Vi har virkelig fået involveret både foreninger, skoler og en masse andre aktører, og at vi fik Royal Run her til kommunen var også en fantastisk ting for borgerne. Vi havde sideruns alle mulige steder, lige fra plejecentre til børnehaver, så det var jo virkelig noget, hvor vi fik engageret alle borgerne, og det var en kæmpe succes,” slår Simon Hansen fast.