Fælles idrætsvision gør en forskel
DEBATINDLÆG: De aktive fællesskaber blomstrer som aldrig før, og effekterne af ’Bevæg dig for livet’ bliver stadig tydeligere. Koncepter og arbejdsgange er kommet for at blive.
Af Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI, og Thomas Bach, næstformand I DIF. Indlægget er bragt af Altinget Idræt den 18. april 2024.
For ni år siden startede arbejdet i den største partnerskabsaftale i dansk idrætshistorie. Et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI, som støttes af Nordea-fonden og TrygFonden og går under navnet ’Bevæg dig for livet’.
Det grundlæggende formål med samarbejdet er at åbne døre til de aktive fællesskaber og sætte flest mulige borgere i bevægelse. Derfor blev der fra start født nogle ambitiøse mål og formuleret en klar vision som ledestjerne for arbejdet.
Hensigten med en vision er som bekendt netop at inspirere, engagere og skabe retning. I Bevæg dig for livet er visionen, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Et højt sigte, som kræver hårdt arbejde og handling - og det har der så sandelig også været.
125 koncepter, events og nye arbejdsgange
Siden starten har Bevæg dig for livet for eksempel gennemført 2.000 udviklingsforløb i landets idrætsforeninger og skabt 125 motionskoncepter med lave barrierer for deltagelse. Konkrete koncep-ter som Fodbold Fitness, Five-a-side Håndbold, MotionsFloorball og Voksenfjer, som er nemme at implementere i praksis og er med til at skabe medlemsvækst.
I Royal Run er der solgt over 500.000 startnumre siden 2018 trods en periode med corona og aflysning. Her deltager hver tredje for første gang i et motionsløb, og Royal Run er katalysator for masser af aktivitet før og efter selve eventet.
Derudover er der gjort en kolossal indsats i en lang række visionskommuner, som har forpligtet sig til at arbejde målrettet med at få flere aktive borgere. Her bliver der arbejdet på tværs af forvaltninger, sat initiativer i gang og bygget broer til foreningerne, som alt sammen rykker ved den samlede idrætsdeltagelse.
På den måde har vi vist, at idrættens hovedorganisationer kan gå forrest og sætte en ny national og lokal dagsorden (i samarbejde med kommuner, forbund, foreninger og andre aktører), som er direkte rettet mod at gøre flere borgere mere idrætsaktive.
Flot udvikling i gang
Først i 2025 udløber Bevæg dig for livets oprindelige visionsperiode, men vi mærker, at der allerede nu bliver zoomet ind på resultaterne og sat spørgsmålstegn ved, om Bevæg dig for livet har været en succes?
Egentlig mener vi, at det er en postgang for tidligt at stille det spørgsmål og evaluere fuldt og helt. Arbejdet er stadig i gang, og man skal lige nå at så, før man kan høste. I Bevæg dig for livet skulle der først udvikles, organiseres og implementeres en lang række tiltag, som vi nu for alvor begynder at se effekterne af. Men hvis vi skal foregribe resultaterne, er der masser af positive mellemregninger at fremhæve.
For der har aldrig været flere medlemmer i DIF og DGI’s foreninger, hvor det samlede medlemstal nu lyder på 2.425.000. Det er historisk mange, og vi kan se, at Bevæg dig for livets 11 fokusidrætter og de mange visionskommuner står rigtig stærkt i billedet, når det kommer til fremgang.
Den primære målgruppe for Bevæg dig for livet er de voksne, og alene i fokusidrætterne er der kommet 175.000 flere medlemmer siden starten. Derudover sætter Royal Run, WE WALK og andre tiltag tusindvis af danskere i bevægelse uden for idrætsforeningerne.
Lige så vigtige er de mange afledte effekter. Ikke mindst i visionskommunerne, hvor Bevæg dig for livet har ført nye arbejdsgange med sig og bidraget til en større bevidsthed om, hvad det kræver at skabe mere bevægelse i den enkelte kommune.
Et varigt aftryk – men vi er ikke færdige
Selvfølgelig er der dele af visionsarbejdet, der kunne være gået endnu bedre. Sådan er det med store samarbejder, men vi har hele tiden forsøgt at justere indsatserne undervejs, når vi er blevet klogere.
Ikke alle motionsaktive lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om 20 minutters aktivitet med høj intensitet to gange om ugen. Men Bevæg dig for livets indsatser og koncepter har fået masser af danskere til at ændre adfærd og bevæge sig mere end tidligere, og der er skabt nye former for lokale samarbejder.
Alt i alt har Bevæg dig for livet sat et tydeligt aftryk med nye koncepter, events og arbejdsgange i kommuner, som vil leve videre. Ligesom visionen har bidraget til den overordnede fortælling om, hvad bevægelse og aktive fællesskaber kan gøre for vores fysiske, sociale og mentale sundhed og trivsel.
Det stopper dog ikke her, for DIF og DGI vil fortsætte samarbejdet på udvalgte områder. Vi fortsætter med at udvikle idrætten, så flest muligt kan se sig selv i idrættens fællesskaber. Vi skal blive ved med med at skabe de bedst mulige rammer om idrætten, og så vil vi sammen sætte endnu mere fokus på vigtigheden af de frivillige kræfter i idrætsforeningerne.