Juniorintro: Træning for nye junior begyndere
En klub i det nordjyske har opnået stor succes med kontinuerlig rekruttering af nye juniorspillere. Følg med Tennisdetektiv Holm bag om træningsforløbet, som hitter.
KILDE
Aalborg Tennisklub
(Genåbnet sag fra 2014)
SAGEN
Aalborg Tennisklubs motiv for at opstarte Juniorintro-forløb var en stærk inspiration af koncept "Voksenintro", som efter bedste overbevisning også gerne skulle kunne vinde indpas blandt børn og unge.
Klubben valgte at køre Juniorintro over fire uger med i alt otte træningspas á en times varighed. Træningstiden blev sat til én time pr. gang, da det blev vurderet, at det var bedre, at børnene havde lyst til at spille mere tennis, når træningen stoppede, end at de var blevet “tennis-mætte” under træningen.
Selve træningen var baseret på koordinationsøvelser, grundlæggende teknik, sjov og samvær.
To dygtige piger (en ansvarlig træner og en hjælpetræner) stod for træningen, som foregik på minitennisbaner med tilhørende skum- eller Play & Stay-bolde. Trænerne sikrede, at der var højt humør igennem hele træningen.
Man behøvede ikke at være medlem af klubben for at deltage i Juniorintro, men det kostede 300 kr. for hver spiller, som desuden fik en ny tennisketsjer med i prisen. Klubben vurderede, at det ikke var lige så vigtigt at få en kortsigtet økonomisk gevinst ved at forlange, at spillerne skulle indløse medlemsskab fra dag 1; som det var at give dem et tilhørsforhold til klubben og en chance for at lære hinanden at kende.
BAGMÆNDENE
Trænerteamet bestod af en ansvarlig træner over 18 år og en hjælpetræner under 18 år. Der blev valgt at have to trænere på for at give juniorerne en ekstra god oplevelse, hvor der bliver taget hånd om alle. Derudover kan det være en pædagogisk udfordrende gruppe, hvorfor det er rart med to træner i stedet for én.
TIDSRØVEREN
Det samlede tidsforbrug på aktivitetsplanlægning, indkøb af udstyr, annoncering og mailkorrespondance med de involverede har været cirka 8-10 timer.
PENGETANKEN
Baseret på et hold med maksimalt 12 spillere:
Udgifter:
Trænerløn: (8 x 130 kr. + 8 x 70 kr.) = 1600 kr.
Ketsjere: (12 x 120 kr.) = 1440 kr.
Bolde og andet udstyr = 560 kr.
Samlede udgifter = 3600 kr.
Indtægter:
12 tilmeldte á 300 kr. = 3600 kr.
Ketsjere og andet udstyr kan købes til gode klubpriser i HEAD Club Shop.
AFTRYK
Forløbene i 2013 har været bragende successer. Hver tirsdag og fredag var anlægget fyldt med glade børn, og en stor del havde også deres forældre med. Der blev afviklet to hold igennem i 2013 på grund af stor efterspørgsel, og begge hold havde det maksimale deltagerantal på 12 spillere. Cirka 80% af deltagerne var 6-10 år – resten bestod af såvel yngre som ældre deltagere.
Efter forløbet blev de to hold tilbudt fortsat træning én gang om ugen i en afgrænset periode. Herefter skulle de meldes ind for at fortsætte med at spille tennis i klubben. Medlemskabet koster 700 kr., hvortil der skal lægges et kommunalt tilskud på 420 kr. oveni (Aalborg Kommune).
Ud af de 24 spillere, der deltog i forløbet, indløste hele 21 spillere medlemskab. Nogle af børnene fik endda lokket mor eller far med ind i klubben. Juniorintro har samlet set givet et fornuftigt overskud, men som udgangspunkt er det ikke nødvendigt, at tilbuddet giver overskud fra første år, men derimod er det vigtigt, at man skaber en solid base, der kan bygges videre på fremover.
Tennisdetektivens tips
- Tænk langsigtet – og ikke på kortsigtet økonomisk gevinst. Indtægterne på forløbet kan f.eks. gøres større ved at øge holdstørrelsen og kun benytte én træner, men det kan gå ud over kvaliteten af træningen.
- Overskuddet bør komme fra de fremtidige medlemskaber samt træningstilmelding. Så sørg i første omgang for at skabe en god base, og hav en fastholdelsesstrategi klar, så juniorerne efterfølgende kan komme på træningshold med passende niveau.
- Køb juniorketsjere i størrelser, der passer til anbefalingerne for aldersrelateret træning.
- Vær opmærksom på, at mange ikke har tennissko, så det vil være en god idé, hvis der er mulighed for at tilkøbe dette – grundet stor variation i skostørrelse er dette dog for svært at købe hjem på forhånd.
- Afslut Junioriontro med en hyggelig komsammen for de nye spillere og også gerne deres familie.