Holdturnering kan holde på endnu flere spillere
Holdturneringerne i dansk tennis rammer ret bredt, men stadig ikke helt plet.
Vi fortsætter med rækken af fremtrædende fund fra Den Store Medlemsundersøgelse 2020, der er baseret på 5.146 besvarelser, primært fra voksne, og fordelt på 102 deltagende klubber. I denne omgang dykker vi ned i besvarelserne om holdturneringerne. Spørgsmålene gik på holdturneringerne generelt, hvorfor der ikke er spurgt ind til en specifik holdturnering eller organisationerne bag.
Analysen af holdturneringerne er delt op i to dele:
1) Intern klubdel, der omhandler parametrene, som klubben selv har direkte indflydelse på.
2) Overordnet del, der omhandler den centrale organisering af holdturneringerne.
Figuren viser den generelle tilfredshed med holdturneringerne, blandt de som deltager, på en skala fra 1 (dårligst) til 5 (bedst).
1) Intern klubdel
Den største udfordring, som undersøgelsen peger på angående holdturnering, er i relation til selve udtagelsen af spillere til klubbernes hold. Spørgsmålet om, hvorvidt udtagelsen til holdkampe er fair og gennemskuelig, scorer lavest (3,6), hvoraf godt 25% af medlemmerne, som deltager i en holdturnering mener, at der er konkret behov for forbedring med udtagelsesprocessen.
Håb om en fair holdudtagelse
Når vi ser nærmere på besvarelserne blandt dem, som ønsker forbedringer, føler mange, at processen er ugennemskuelig, bærer præg af tilfældigheder eller lukkede kredse i klubben. Der hersker en generel uvished om, hvordan man kommer med på holdet, og om det overhovedet er muligt.
Medlemmerne skriver blandt andet:
”Holdudtagelsen trænger til at blive kigget på.” – medlem X
”Der mangler klare linjer fra klubbens side i forhold til, om målet eksempelvis er, at få det bedste resultat eller få nye spillere i gang. Det skaber konflikter og dårligt socialt miljø, når det er enkeltpersoner, der løbende træffer beslutninger herom.” – medlem Y
”Vigtigt med gennemsigtighed i den måde holdene bliver udtaget på, så der ikke opstår klubber i klubben.” – medlem Z
Der er altså stadig skridt, der kan tages, når det kommer til selve udtagelsesprocessen til holdkampe – og for at komme nærmere en ambition om, at alle, der ønsker at deltage i en form for holdturnering, får muligheden. Jo flere hold vi har med i holdturneringerne, jo bedre bliver turneringerne.
Skab gennemsigtighed fra start
For at imødekomme medlemmernes indspark, kommer her nogle konstruktive tiltag, som kan benyttes i klubben.
Ved indgangen til hver sæson, giver det god mening at præsentere et overblik over de hold, som klubben tilbyder, men også de hold, der potentielt kan oprettes. Vær tydelig i skitseringen af målgruppen for holdene, og gør det klart, hvordan man kommer på et hold.
I den forbindelse er der god synergi i proaktivt at opsøge medlemmer, der potentielt gerne vil spille holdkamp. Kommuniker, at klubben gerne vil have mange turneringshold med mange engagerede spillere, og at alle er velkomne. Den personlige kontakt er guld værd, og kan f.eks. skabes via mailrundspørge, opslag i klubhuset eller Facebookgruppen.
Til nogle holdturneringer skal klubben udarbejde en klubrangliste inden turneringsstart. Klubranglisten danner grobund for holdudtagelserne. Fortæl gerne om dette, så klubbens spillere ved, at hierarkiet ikke nødvendigvis kan ændres i løbet af sæsonen. Og gør det gennemsigtigt, hvordan klubranglisten udarbejdes.
Det er vigtigt at pointere, at opmærksomhedspunktet angående udtagelsen til holdkampe, ikke kun gælder for de konkurrenceprægede hold, men også for de hold, hvor det sociale vægter højest. Det kan endda virke mere besværligt at skabe klare retningslinjer for udtagelsen til de mere sociale hold. Anbefalingerne her gælder derfor også for bredde- og motionshold, så der også vises åbenhed for nye spillere, der gerne vil være en del af et holdfællesskab.
Tilbyd organiseret kampspil i klubben
Det kan være en fordel, hvis klubben har en organiseret rangliste, hvor spillerne løbende har mulighed for at prøve kræfter med hinanden ansigt til ansigt. Her er en åben ”udfordringsliste” med ranglistekampe en oplagt mulighed. Samtidig skal alle være klar over, hvem der er tovholder for ranglisten, og hvem der står for de endelige spillerudtagelser til holdkampene.
Som et godt supplement til en udfordringsliste, er mange klubber allerede godt i gang med at afholde drop-in dage, ’stærk-svag-turneringer’ og lignende, hvor medlemmerne får lov til at mødes på tværs af niveauer.
I padel har man f.eks. også stor succes med ad hoc at lave små organiserede klubturneringer med åben tilmelding, kaldet ”Americano”, for 8-16 spillere. Her kombineres råhygge og double, og ofte med skiftende makkere.
Disse arrangementer er med til at skabe større niveaumæssig bevidsthed. Det kan være svært at bedømme sit eget niveau, og hvilket hold man passer ind på, hvis man aldrig ser eller spiller mod dem, der er med på holdene.
2) Overordnet organisering
De fleste aldersgrupper og spillerniveauer mener generelt, at det nuværende udbud af forskelligartede holdturneringer er godt og dækkende. Men der er også udtalelser i besvarelserne, der giver stof til eftertanke:
”Der er ingen holdturneringer for mit niveau. Derfor et hverken/eller-svar.” – Medlem A
”Lysten er stor, men evner og alder står i vejen.” – Medlem B
Ud af det samlede antal besvarelser (5.146) er det godt 30%, som er enige i, at der er en eller flere holdturneringer, der passer i niveau. 12% benytter holdturneringen, men mener ikke at niveauet er passende, og yderligere 26% svarer ”ved ikke”.
15% mangler lyst/interesse, 7% mangler tiden, 5% har ikke fået tilbuddet og 4% synes ikke, at klubben har et passende hold. Herudover er der også mange, som i de åbne besvarelser angiver, at de er begyndere, alderen er en hindring, corona-forbehold eller bøvl med skader.
Flere hold, mere sjov
En af de tilbagevendende udfordringer er, at få volumen nok på de forskellige rækker. Jo færre tilmeldte hold, jo større bliver kørselsafstandene og ikke mindst alders- og niveauforskellen. Det er heldigvis en ligning, som vi godt kan løse i fællesskab på tværs af alle aktører i dansk tennis.
Derfor er det en varm anbefaling, at alle klubber, der har mulighed for at stille flere hold, afsøger mulighederne, så vi kan sikre en god geografisk dækning på holdturneringen.
Dansk Tennis Forbund, DGI Tennis og unionerne bestræber sig løbende på at tilpasse holdturneringsudbuddet, så det er tidssvarende og dækker efterspørgslen på specifikke behov for alle aldre og niveauer rundt om i landet.
Med den nye samarbejdsaftale mellem DTF og DGI, er arbejdet ligeledes gået ind for at fjerne dobbeltudbud, der udhuler volumen lokalt. I fremtiden bliver det ergo en stor fordel, at udbuddet af holdturneringer koordineres fælles, så en klub ikke skal vælge mellem to enslydende tilbud fra to forskellige organisationer. Det giver et samlet overblik, så alle klubber såvel som spillere hurtigt og let kan se, hvor der er match.
I samarbejdsaftalen mellem Dansk Tennis Forbund og DGI er turneringsaktivitet organiseret under DTF og unionerne. Er I som klub i tvivl om, hvilke tilbud der kan være relevante for jer, så tøv ikke med at kontakte DTF Turnering på dtf@tennis.dk, eller grib knoglen og ring til en af turneringskonsulenterne.
Tre tips til klubbens videre færd
- Gør det tydeligt for alle medlemmer, hvilke hold klubben stiller med, og hvordan man kan komme med.
- Spørg proaktivt ind til alle medlemmers lyst og vilje til at deltage på et hold, og vær klar til at stille med nye hold, så vi sammen får volumen på rækkerne.
- Skab anledninger, hvor de som ikke er med på holdene, får mulighed for at dyste mod dem som er med.
Læs mere om Den Store Medlemsundersøgelse
Hvis du endnu ikke har set resultater fra ”Den Store Medlemsundersøgelse”, så kan du se dem her:
- Overordnede resultater (8/1 2021)
- Det velspillende sociale klubliv (18/1 2021)
- Træningsmiljøer i topklasse (28/1 2021)
Og ellers kan du glæde dig til den næste artikel fra medlemsundersøgelsen, som udkommer i uge 8.