Springsikker

Ball (3/4 forl. salto til ryglanding til stå)

Teknikstudie

Teknikstudie

Forudsætninger

Forudsætninger

Primærfejl – fejlretning

Primærfejl – fejlretning

Modtagning

Modtagning

Metodik

Metodik

Transfer effekt

Transfer effekt

Variationer

Variationer

Teknikstudie

Fase 1 - Afsæt:
Stå på mellem midterkrydset og trampolinens ene ende. Udfør små hop på stedet og afslut med et afsæt, hvor kroppen er lænet en anelse forover og hvor armene peger opad og fremad. Der skal skabes rotation til lidt mere end en ½ strakt salto. Afsættet svarer nogenlunde til afsættet til en flyverulle.

Fase 2 - Første svævefase:
Kroppens position i denne svævefase er ikke vigtig rent æstetisk, men svævefasen bruges til at justere kroppens længde og dermed rotationshastigheden, så der kan landes øverst på ryggen. Typisk holdes kroppen rimelig strakt i det meste af svævefasen, hvorefter der bøjes aktivt i hoften og kigges ind på maven. Ved landing på ryggen skal denne være lidt krum og hoften skal være bøjet, så benene peger opad og bagud. Armene skal være i ”flyv”.

Fase 3 - Afsæt på ryg:
For at komme op at stå i anden svævefase er det vigtigt at der skabes rotation i ryg-afsættet. Det gøres ved en aktiv udretning af hoften i den fase af afsættet, hvor trampolinen dugen er på vej op.
 Udretningen skal fungere som et kip, hvor udretningen af hoften trækker kroppen med op at stå.

Fase 4 - Anden svævefase:
Hold kroppen strakt med armene foran kroppen. Løft armene mod loftet efterhånden som kroppen nærmer sig lodret.

Fase 5 - Landing:
Land på samlede fødder og gå lidt i knæene ved kontakt med underlaget, så bevægelsen stoppes.

Forudsætninger

Teknik: Det er en fordel, hvis gymnasten kan hoppe på ryggen i stortrampolinen og kan lave kip-bevægelser i hofteleddet.

Styrke/flexibilitet: Det er vigtigt, at halsmusklerne er stærke nok til at holde hovedet let bøjet ved ryglanding i stortrampolinen.

Primærfejl - fejlretning

Landingen på ryggen overroteres, så der landes på lænden og hoften er for strakt.

  • Udfør afsæt som til flyverulle, men undlad at sætte hænderne i.
  • Start med afsæt fra hugsiddende.

Risikomomenter

Landing på nakken pga. manglende rotation i afsættet. Overrotation efter rygafsæt. Langsom progression i indlæringsfasen er vigtig.

Modtagning

Ingen – som udgangspunkt, men det er muligt at stå/sidde ved siden af gymnasten og sikre at hovedet er bøjet ind inden ryglandingen. Dette gøres ved at benytte samme modtagning som ved salto. Hold om nakken med fjerneste hånd og sæt evt. nærmeste hånd på maven.

Metodik

  • Hop på øverste del af ryggen. Lig på ryggen og spark arme og ben lodret op i luften samtidig.
  • Hop baglæns ned på ryggen fra stående eller hugsiddende. Kip i hoften og forsøg at komme op og stå igen.
  • Sid på hug og lav et lille afsæt som til en rulle – dog uden at sætte hænderne på. Land på det øverste af ryggen.
  • Langsom progression ved at starte afsæt fra hugsiddende og langsomt nærme sig afsæt fra stående stilling.

Transfereffekt

Transfer til udlukning fra forlæns salto og dobbelt forlæns salto m. ½ skrue.

Variationer

Halv eller hel skrue på 2. svævefase – bruges til at træne udlukning med skrue efter enkelt eller dobbelt salto.