Lejre Havkajak hjælper nye medlemmer godt på vej
Som andre klubber er Lejre Havkajak udfordret på fastholdelse af medlemmer. Det forsøger klubben at løse gennem repetitionshold, ”Kom godt i gang med kajaksæsonen”.
Hvordan undgår man, at medlemmerne ikke kommer tilbage efter introforløbet, men i stedet vælger at stoppe med at ro på grund af usikkerhed og manglende tro på egne evner.
Det spørgsmål tog Lejre Havkajak, som er medlem af DGI, op for tre år siden, og svaret blev et forsøg på at fastholde medlemmerne gennem et ”Kom godt i gang med kajaksæsonen” repetitionshold med Eva Skytte som instruktør.
- Vi er en lille klub med et billigt medlemskab. Det trækker mange nye til vores introforløb for at komme i gang med havkajak. Nogen vælger efterfølgende at melde sig ud for at ro for sig selv i egen kajak, mens mange andre har svært ved at komme videre fra introforløbet. Det skyldes, at der går lang tid fra introforløbet slutter i sensommeren, til starten på kajaksæsonen i maj. I den periode bliver de usikre på, om de kan huske de lærte færdigheder. Det gør dem utrygge og bange for at komme på vandet igen, og på den baggrund snakkede vi i klubben om at lave et forløb, der populært kaldes repetitionsholdet, men som vi har valgt at kalde ”Kom godt i gang med kajaksæsonen”, forklarer Eva Skytte.
Til den nye sæson, er det tredje gang, ”Kom godt i gang med kajaksæsonen”, udbydes til nyroerne, og det er et tilbud, som er blevet taget godt imod.
Sociale relationer
- Det er en lynintro, hvor deltagerne får genopfrisket og repeteret de forskellige tag og teknikker, og ikke mindst vigtigheden at kunne redde sig selv og makkerredning. Derfor starter vi op i svømmehallen, hvor de i trygge rammer kan lære at få føling med kajakken igen og øve sig i at vælte i vandet og lære redninger uden at blive bange. Faktisk er der mange, der ror kajak, der er bange for at falde i vandet, så derfor er det vigtigt at øve sig fra den utryghed, siger Eva Skytte.
Efter turen i svømmehallen følges op med tre dage, hvor der ros på tur på samme tidspunkt, hvor andre medlemmer møder frem til klubbens almindelige roture. Tanken med det er, at deltagerne lærer det lokale roområde bedre at kende. I introforløbet er der indlagt kortere ture, så det kan være en udfordring for nogen at tage afsted på længere ture.
- Det sociale samvær og relationer i en lille klub spiller også en stor rolle for at give medlemmerne lyst til at komme ned i klubben og ro sammen med andre. Derfor har vi lagt ”Kom godt i gang med kajaksæsonen” på samme tidspunkt som klubbens almindelige roture, så de nye roere får mulighed for at lære de andre medlemmer at kende og får mulighed for at skabe sociale kontakter, som igen kan forstærke lysten til at komme i klubben og ro. I en travl hverdag med familie og børn, kan det være nemt at sige nej til kajakturen, hvis man ikke har fået opbygget sociale relationer og aftaler om at ro sammen med andre i klubben, siger Eva Skytte.
Godt instrument
Deltagerne på ”Kom godt i gang med kajaksæsonen” er primært roerne fra sidste års introforløb, men også roere fra forrige års forløb blander sig.
- Der er nogen, der gerne lige vil have en ekstra gang repetition. Det viser, at vores ”Kom godt i gang med kajaksæsonen” er et virkningsfuldt instrument til at fastholde både nye og gamle medlemmer i klubben. Vi har haft fem-syv deltagere med hver gang, og det passer fint til vores lille klub, hvor vi er godt 50 medlemmer, siger Eva Skytte.