Vigtigt at opdatere sin viden
”Det kræver øvelse og nye impulser at være en god instruktør. Derfor skal man videreuddanne sig,” siger Rune Refsgaard, erfaren personlig træner og underviser.
Det går hurtigt på fitnessområdet.
Nye trends, nye træningsformer, nye træningsmetoder kommer og går, og det kan være svært at følge med. Og spørger man Rune Refsgaard, er der mange gode grunde til at holde sig ajour på uddannelsesfronten.
”Det er lidt lige som at tage kørekort. Når man har taget det, kan man køre bil, men hvis man skal blive en rigtig dygtig bilist, skal man dels øve sig og dels følge med i, hvis der for eksempel kommer nye regler. Det gælder også, hvis man har taget en fitnessuddannelse,” siger han.
Er man for eksempel uddannet fitnessinstruktør, er det ifølge Rune Refsgaard en god idé at bygge videre på sin uddannelse. Enten hvis der er noget, man interesserer sig specielt for, eller hvis der er noget særligt, der efterspørges i foreningen.
Byg videre
Som fitnessinstruktør er der flere forskellige muligheder inden for Bevæg dig for livet – Fitness’ (den fælles fitnessafdeling for GymDanmark og DGI) kursusudbud. Hvis man vil blive bedre rent teknisk, kan man vælge kurset Tekniktræning, hvor man på tre timer går i dybden med korrekt øvelsesteknik.
”Her kan man ”nørde” teknik, og man bliver også bedre til at rette sine deltagere, og det er også rigtig godt at have med i bagagen,” siger Rune Refsgaard.
Et andet kursus, som er super relevant for fitnessinstruktører i foreningen, er kurset Mobilitetstræning.
”Det er et stigende problem, at vi danskere bliver dårligere til at bevæge os generelt. Det skyldes, at vi sidder for meget ned, tager bilen, og i det hele taget bruger en masse hjælpemidler i dagligdagen, som gør at vi ikke er tvunget til at bruge vores krop til det, den er bygget til. På Mobilitetstrænings-kurset får man redskaber til at kunne forbedre både styrke og mobilitet, og man får desuden også nye øvelser med hjem,” fortæller Rune Refsgaard.
Hvis man vil videreudvikle sig som fitnessinstruktør, kan man desuden vælge Frivægtstræning – overkrop og Frivægtstræning – underkrop, som igen bygger videre på ens grunduddannelse.
Nye øvelser med hjem
”Det gode ved de to kurser er, at man forfiner det, man allerede kan, og får masser af inspiration til nye øvelser,” siger den erfarne fitnessinstruktør.
Udover at specialisere sig som fitnessinstruktør, kan man naturligvis også bygge videre på sin erfaring med andre uddannelser, for eksempel inden for funktionel træning, som er utrolig populært for tiden.
Se alle aktuelle uddannelser og kurser i kursuskalenderen.