Fitness

Stor opbakning til fitnesscenter

110 borgere mødte op, da planerne om et fitnesscenter i landsbyen Jegerup nær Vojens blev præsenteret. ”Vi er nærmest målløse”, lyder det fra kasserer Jette Larsen, Jegerup Ungdoms- og Idrætsforening.

Der var både mad og motion på dagordenen, da Jegerup Ungdoms- og Idrætsforening holdt borgermøde i forsamlingshuset i forbindelse med den faste borgerspisning i oktober. For efter menuen, der bød på kålpudding med kartofler, præsenterede initiativgruppen planerne for hele byens motionscenter, som skal ligge på den nedlagte skole i Jegerup, som landsbyforeningen råder over i dag.

”Det kan godt være, at borgerspisningen lokkede mange til, men der kom også nogle til borgermødet efter maden, og vi er faktisk ret overraskede over den gode stemning og store opbakning, vi blev mødt af, ”siger Jette Larsen, der er kasserer i Jegerup Ungdoms- og Idrætsforening, og blandt initiativtagerne til det nye fitnesscenter.

Knap 70 borgere skrev sig på listerne som medlemmer og frivillige, og byens fitnesscenter rykkede et stort skridt nærmere åbningen, der er planlagt til den 2. februar 2018.

”Ja, vi er ret langt, og det blev da også bemærket, at det var gået noget stærkere, end da vi skulle have vores multihus, der var 10 år undervejs. Men ting kan lade sig gøre, fordi folk herude virkelig vil det,” siger Jette Larsen.

Penge satte gang i motionsgruppe

Egentlig har tanken om et fitnesscenter ligget og rumlet igennem længere tid, men sidste år blev det første skridt taget i form af et tilskud på 36.000 kr. fra den såkaldte borgerbudgettering i Haderslev Kommune. Den betyder, at borgerne i landdistrikterne selv kan administrere en pulje penge, som kommunen har bevilget. Her lagde nogle borgere billet ind på et fitnesscenter, og efter bevillingen blev der nedsat en motionsgruppe, der skulle arbejde videre med projektet.

Interessen for at få et fitnesscenter skal blandt andet findes i tidens trend, mener Jette Larsen, og så er det vigtigt for borgerne, at de kan træne der, hvor de bor, understreger hun.

”Det skal være nemt, og selvom der kun er 5 km til Vojens, så vil folk altså ikke køre dertil for at træne, når først de er kommet hjem. En anden fordel ved et lokalt center er, at man kan træne samtidig med, at børnene alligevel er til børneidræt,” siger Jette Larsen.

Sparring og støtte

I forbindelse med forarbejdet har motionsgruppen været i dialog med for eksempel landsbyforeningen omkring mulighed for lokaler på skolen og har desuden været i marken for at høre om andres erfaringer.

”Vi har blandt andet været ude at kigge på andre foreningsdrevne fitnesscentre, et af dem i nabobyen Simmersted, og har fået en rigtig god rådgivning og sparring af to konsulenter fra Bevæg dig for livet – Fitness. De har hjulpet med alle de overordnede ting, som vi skal have på plads, og vi skal også låne igennem Bevæg dig for livet – Fitness. Derudover har vi igen i år fået et beløb fra borgerbudgetteringen og regner med at søge forskellige fonde om penge,” fortæller Jette Larsen, som er overbevist om, at projektet nok skal blive en realitet til februar 2018. En overbevisning, som bestemt ikke er blevet mindre efter borgermødet.

”Vi er nærmest målløse. Og vi er rigtig glade for den gode stemning der var, og at der var flere positive kommentarer til motionscentret,” siger en glad Jette Larsen.