Seniorer rekrutterer yngre til fitness i Randers
Randers gymnastiske Forening kan noget med fitness. Og da en seniorgruppe gik i gang med at reklamere for foreningen, kom der endnu flere med på de 47 ugentlige hold… ”Flere af de nye seniormedlemmer har fået yngre familiemedlemmer med. De er glade for vores fleksible træningstræningstider og billige forældreabonnementer,” fortæller gymnastikkonsulent Vinie Andreasen.

”Kom så! 10 igen! 9, 8, 7…”
Stemmen kommer fra en lille, ældre dame med hvidt hår. Hun skeler til stopuret på gulvet, mens hun tager sine sidste maverulninger. Kvinden på nabogulvet bryner under sine sidste armbøjninger. Herefter få sekunders pause og i gang med rygbøjninger ved næste station, inden planken venter længere fremme.
”Cirkeltræning for kvinder” bliver dedikeret anført af Ruth Kjelstrup på 70 år. Det er torsdagens første hold denne decembermorgen. Men selvom sneen daler udenfor, og det glatte føre har udfordret utallige bilister, er der ikke tikket et eneste afbud ind fra seniorerne på gulvet.
”Det er et af ugens mest populære hold,” fortæller Vinie Andreasen, der er gymnastikkonsulent i Randers gymnastiske Forening.
Hun retter hurtigt sig selv:
”Aj, det er måske vores cirkeltræning for både mænd og kvinder fredag? Der er også altid venteliste.”
Det beskriver i virkeligheden essensen ved det luksusproblem, som den 145 år gamle gymnastikforening er havnet i. Den mangler efterhånden faciliteter til de over 700 fitnessmedlemmer, der også deler hal og fitnesslokaler med foreningens 2.000 andre udøvere.
Uddelte 1200 flyers på cykel
En ny seniorgruppe besluttede i august, at flere skulle have glæde af alle de tilbud, som gør deres eget liv sundere og sjovere. Derfor printede de 1200 flyers med info om det brede udbud af træning sammen med en invitation til Åbent Hus. Herefter tog de på cykeltur til postkasserne i lokalområdet. To måneder efter var andelen af seniormedlemmer vokset fra 120 til 155. Men flere af de nye har nu lokket flere medlemmer med.
”Jeg har fået min mand med, men også vores søn og hans kone,” fortæller 65-årige Rie Paulsen, der får en kop kaffe med skoleveninden Karin Ballegaard efter træning i foreningshuset.
Eksemplet er ikke enestående.
”Flere af de nye seniormedlemmer har fået yngre familiemedlemmer med. De er glade for vores fleksible træningstræningstider og billige forældreabonnementer,” oplyser formanden.
Sved, zen og socialt samvær er en sællert
Det var Karin, der prikkede Rie og to andre veninder på skulderen, efter hun havde modtaget folderen. Nu dyrker de fællesskabet i foreningslivet flere gange om ugen, hvor de foretrækker de udfordrende hold:
”Der skal være høj puls og sved på panden – ellers synes jeg ikke, at det virker!” siger Karin, der også er 65 år.
Inde i salen hos Ruth Kjelstrup er udøverne ved at være møre efter en times effektiv styrketræning og konditionstræning. Alligevel bliver flere stående på gulvet, da timen er slut. Nu er det tid til Hatha Yoga og arbejde med åndedrættet i et andet gear.
Ruth overdrager gulvet til yogainstruktøren og begiver sig over mod hallen, hvor hun skal spille bordtennis med en gruppe af både mænd og kvinder. På vejen giver hun sit bud på, hvorfor hendes cirkeltræning er et tilløbsstykke:
”Jeg er uddannet fysioterapeut og har fokus på funktionel anatomi. Jeg går meget op i, at udøverne udfører øvelserne korrekt. Derfor retter jeg på dem – og det kan de godt lide. Og så er min træning aldrig ens. Alsidighed er vigtigt, hvis det skal blive ved med at være sjovt.”
Ældste fitnessmedlem er 92 år
Tilbage i salen er både yngre og ældre kvinder fordybet i yogaens verden med et smidigt hundestræk og en balancerende kriger under kyndig vejledning af June Skaaning.
”Luk øjnene. Mærk åndedrættet,” siger hun og folder håndfladerne foran brystet til solhilsen og lyden af sagte panfløjter fra højtalerne.
Yoga giver koncentration, styrke, smidighed og kropskontrol – universelle elementer for alle alderstrin. Foreningens ældste medlem på 92 år, foretrækker dog cirkeltræning, fortæller Vinie Andreasen. Udbuddet af træning er bredt her i det østjyske – og måske værd af kopiere?