Øvelsen vi elsker at hade
Bliv klogere på burpees
Burpees har sin oprindelse i 1930’erne, hvor den amerikanske fysiolog Royal H. Burpee udviklende en nem test til at måle fitnessniveauet. Det var først da US Armed Services tog øvelsen til sig under anden verdenskrig til at måle fitnessniveauet hos nye rekrutter, at den blev populariseret.
Formålet med testen var at få et hurtigt måleredskab til at bedømme agilitet, koordination og styrke. Den originale version af en burpees er en fire skridt proces fra en stående position:
- Squat ned og sæt hænderne i jorden
- Spark fødderne bagud til en høj planke
- Hop tilbage til hænderne med fødderne
- Rejs dig op til stående position igen.
Oprindelig varede testen 20 sekunder, og her handlede det om at tage så mange som muligt (som ovenstående).
Testen blev vurderet: 8=ringe, 10=rimeligt, 12=godt og 13+=super. Senere blev den modificeret til at vare 60 sekunder og blev vurderet <27 = ringe >41= super.
Dette var endnu før de sidste to skridt blev populariseret af bl.a. Crossfit og gjorde burpees til den øvelse, vi alle ”elsker at hade”.
- Squat ned og sæt hænderne i jorden
- Spark fødderne bagud til en høj planke
- Bøj armene så brystet rører jorden
- Stræk armene igen
- Hop tilbage med fødderne
- Rejs dig op til stående position igen og hop med armene over hovedet

Burpees 1
Den hurtigste og hyppigst brugte variant af burpees er speedburpees, det er samme fremgangsmåde som ovenstående, men i stedet for at squatte ned, så nærmest kaster du dig ned på gulvet (fase 1) og armstrækkeren (fase 4) er erstattet af et rul op.

Burpees 2
Intentionen med burpees var aldrig, at det skulle være en høj-repetiv øvelse, men takket være Crossfit og lignende funktionelle træningsformer er de kommet for at blive. Burpees er en fantastisk øvelse, og det er bare at komme i gang. Du skal dog, som med alt andet træning, bruge din sunde fornuft, og oplever du smerter i knæ, håndled eller ryg, så skal du holde pause fra øvelsen, da den er krævende for disse områder. En berømt og berygtet WOD er Crossfit Open 12.1, som er 7 min. AMRAP burpees – AUCH!