Fitness

Medlemmerne strømmer til fitness

Fitness er suverænt den foreningsidræt, der tiltrak flest nye medlemmer i 2018. Det fremgår af medlemstallene for DIF og DGI, som blev offentliggjort d. 9. april 2019.

Fitness er ikke bare en folkesport, men i høj grad også en foreningssport. Det viser medlemstallene for DGI og DIF for 2018.

Fitness er nemlig den idræt, der har fået flest medlemmer –  14.166 flere i 2018 i forhold til 2017. Herefter kommer svømning med 5.973 efterfulgt af fodbold med 3.410 medlemmer.

I alt 173.197 danskere dyrker fitness i forening, og fitness er dermed den fjerdestørste idræt – efter fodbold, gymnastik og svømning i nævnte rækkefølge.

Det er særligt kvinderne, der hopper i træningstøjet og dyrker fitness i den lokale forening. I 2018 var der 95.012 kvindelige fitnessmedlemmer, mens mændene kunne mønstre 78.185.

Det betyder, at 54,9% af fitnessmedlemmerne er kvinder, og 45,1% af fitnessmedlemmerne er mænd.

Den største procentvise fremgang i fitnessmedlemmer er sket i gruppen 60+, hvor både kvinder og mænd er gået frem – 14,6% for mændene og 15,4% for kvinderne.

Grobund for flere fitnessmedlemmer

”Tallene viser med al tydelighed, at fitness er blevet folkeeje, og at fitness i forening kan noget helt særligt,” siger Trine Merete Hagemann, chef for Bevæg dig for livet – Fitness, den fælles fitnessafdeling for DGI og GymDanmark.

Bevæg dig for livet – Fitness arbejder for at udvikle og styrke fitness i forening, og ifølge Trine Merete Hagemann er der stadig masser af potentiale for at få endnu flere fitnessmedlemmer i foreningerne.

”Vi ser blandt andet et stort potentiale for at få flere mænd ind i foreningerne, og selvom vi ser fremgang blandt seniorerne er det også en oplagt gruppe, fordi der stadig er mange, der ikke er aktive, og fordi fitness er en let tilgængelig aktivitet, fordi den kan dyrkes af alle – uanset alder og niveau,” siger Trine Merete Hagemann.