Herlufsholms nye populære baby
Der var kaffe, taler og stor interesse, da HG Fitness holdt indvielse i søndags.
Nogle gange skal man vente længe på en familieforøgelse. I Herlufsholm har ventetiden varet otte år…
”Vi er samlet i dag for at glædes over Herlufsholm Idrætsforenings nye baby – det 11. medlem af HG-familien, hvor gymnastikforeningen kan fejre 90 års jubilæum til næste år. Det nye foreningsbaserede fitnesscenter kan forene idrætterne og tilbyde samvær med plads til alle. Særligt i en tid som denne er der brug for et sted, hvor vi kan træne og mindske stress og få mere overskud,” sagde bestyrelsesformand Mikael Kristiansen, Herlufsholms Idrætscenter, som den første taler ved indvielsen af ”babyen”, som har fået navnet HG Fitness.
Allerede inden indvielsen havde 52 fitnessinteresserede meldt sig ind, så der er ingen tvivl om, at fitnesscentret var et velkomment nyt medlem af HG familien. Og fra morgenstunden strømmede det ind med nysgerrige, som kunne få en rundvisning i små grupper. Her kunne de se det flotte lyse fitnesscenter, cirkeltræningsrummet, holdsalen og bikinglokalet. Der var selvfølgelig også mulighed for at melde sig ind hos en af de frivillige. Der var desuden kaffevogn, snacks og god julestemning.
”Fitnesscentret giver mulighed for styrketræning for atleterne i de andre afdelinger. Og forældrene kan udnytte ventetiden, mens deres børn træner, til at holde deres krop ved lige og blive en del af et nyt fællesskab,” sagde Hans Nikolajsen, som er en af initiativtagerne til HG Fitness.
Ildsjæl og æresmedlem
Hans Nikolajsen var med, da de første tanker blev født for otte år siden – og selvom han har givet tøjlerne videre, har han en stor andel i, at fitnesscentret nu er en realitet.
Derfor blev han også det første æresmedlem i HG Fitness.
”Det har været en lang proces, og vi har lært at skynde os langsomt. Men du har stået i front for alt det her, og det er en kæmpe ære at udnævne dig til æresmedlem,” sagde centerleder Philip Green.
Den nyvalgte formand i HG Fitness, Anette Østerkjerhuus, har fået det, hun kaldte en ”kvikstart” i foreningen, idet hun blev valgt som formand i begyndelsen af november, og hun glædede sig til at tage imod alle de nye medlemmer allerede dagen efter indvielsen. Og inden det gik løs for alvor, bad hun de ca. 70 fremmødte om at råbe hurra for det nye fitnesscenter.
Dagen efter var status, at 130 havde meldt sig ind i HG Fitness – så ingen tvivl om, at den nye baby er populær!