Fitness

Fitness på hjemmearbejdspladsen hitter: Få tips til at komme i gang

Da medarbejderne i foreningen Realdania i marts blev sendt på hjemmearbejde, ændrede de prompte deres ugentlige fitnesshold til at foregå online. Det nye online fitnesstilbud har fået endnu flere medarbejdere i træningstøjet.

Online-fitness er noget, man gør sammen. Ikke bare en video, man træner til.

Det var udgangspunktet, da Realdanias Aktivitetsforening (RAF) tilbage i marts kastede sig over online-fitness til medarbejderne. RAF omfatter medarbejdere hos Realdania og deres datterselskaber Realdania By & Byg og Videncentret Bolius. RAF var firstmovers i forhold online-fitness, og Jens Bo Nielsen, underdirektør hos Videncentret Bolius, fortæller her, hvorfor det er en god idé, og hvordan man kommer i gang med online-fitness på arbejdspladsen.

Har fået endnu flere medarbejdere i træningstøjet

”Da det blev meldt ud, at vi skulle arbejde hjemme, besluttede vi os straks for at undersøge, om vi kunne ændre den fysiske træning til online. Det var DGI og vores instruktør heldigvis med på (red. inden Corona-situationen hjalp DGI Storkøbenhavn RAF med medarbejdermotion), og allerede ugen efter var vi i gang. Initiativet blev en succes, og vi udvidede til to ugentlige træninger. Vi tilbød det til alle medarbejdere i Realdania og datterselskaberne, ikke kun dem der i forvejen var tilmeldt holdet," fortæller han.

Mere end bare en træningsvideo

Jens Bo Nielsen pointerer, at det er vigtigt, at online-fitness opleves som noget, man gør sammen, og mere end bare en video man sætter på og træner til:

”Man skal finde en balance, hvor deltagerne har mulighed for at kommentere og tale sammen før, under og efter træningen. Vi har kun kamera på instruktøren og ikke på dem der træner. Nogle af deltagerne har dog lyd på, så instruktøren løbende kan få feedback. Ligesom det også giver mulighed for lidt kærligt drilleri og sjove bemærkninger deltagerne imellem”.

Styrker fællesskabet og kontakten til kollegaer fra andre afdelinger

”Medarbejderne har taget virkeligt godt imod træningstilbuddet, og vi har fået endnu flere med, end da vi trænede sammen fysisk. Medarbejderne har både været glade for hjælpen til at holde sig i gang, men også for at have et kontaktpunkt en til to gange om ugen. Her får man også sagt hej til kollegaer fra andre af virksomhedens afdelinger", slutter Jens Bo Nielsen fra Bolius.

Hos RAF forventer de at forsætte med online-fitness, så længe hel- eller delvis hjemmearbejde er aktuelt.

DGI Storkøbenhavn er eksperter i medarbejdermotion, og hjælper gerne andre arbejdspladser i gang. Læs mere

Eller kontakt Bevæg dig for livet - Fitness, så hjælper vi jer videre.