Fitness

Succes med seniortræning

DIF og DGI’s nye medlemstal viser, at fitness fortsat vokser. Følg med i denne artikelserie, hvor vi har mødt foreninger der har oplevet fremgangen. Denne gang skal vi til Poulsker Fitness på Bornholm, hvor seniorer har været i fokus det seneste år.

I Poulsker Fitness er seniorerne strømmet til det seneste år. En målrettet indsats i samarbejde med Ældresagen har ført til at seniorerne har holdt fast, selv efter forløbet var slut.

 

Et samarbejde med mening

Et samarbejde mellem DGI Bornholm, Ældresagen og Poulsker Fitness har vist sig at være en rigtig god idé. Foreningen åbnede dørene for et gratis forløb over fire gange, hvor seniorerne fik kyndig vejledning af to instruktører for trygt at komme i gang med træningen. Alle seniorerne fik lavet et program, så de var helt klar til at træne på egen hånd. Til formandens store overraskelse er alle de 44 deltagere fortsat som medlemmer efterfølgende. Jan Eggersten fortæller: "Det kræver lidt kræfter i starten, men det betaler sig, for de er standhaftige og stabile medlemmer”.

Fællesskabet holdes i live

Og sammenholdet har de formået at holde fast i hos Poulsker Fitness. Seniorerne dominerer besøgstallene i formiddagstimerne og sidder gerne og drikker en kop kaffe i klubhuset efterfølgende. Medlemmerne har godt styr på træningen på egen hånd og ellers finder de god vejledning hos formanden, som dagligt kommer forbi fitnesscenteret. Og formanden er opmærksom på den opgave, som den ældre målgruppe kan være for foreningen: ”Man skal hjælpe dem lidt i gang ellers melder de sig ud”.

Den store tilstrømning har vejet godt op i foreningens medlemsantal. Om sommeren indtager turister og sommerhusejere mange af maskinerne og resten af året er det de fastboende bornholmere, der kommer i form i de inspirerende lokaler.

Seniorer som målgruppe

Kunne jeres forening også tænke jer at få succes med senior-målgruppen som Poulsker Fitness? 

Så download vores gratis "Kom i gang-pakke", der giver god vejledning til målgruppen den finde her.