Fitness

Holdtræning hitter i Havndal

DIF og DGI’s nye medlemstal viser, at fitness fortsat vokser. Følg med i denne artikelserie, hvor vi har mødt foreninger der har oplevet fremgangen. Hos Fitness Fabrikken 2.0 i Havndal hitter deres holdtræning. Medlemmerne strømmer til for at deltage på den mange forskellige hold.

I Havndal ligger Fitnessfabrikken 2.0. Den er den ene af to lokale fitnessforeninger og har, på trods af konkurrencen, haft stor medlemsvækst det seneste år.

Den hyggelige forening har specielt haft succes med deres holdtræning, hvor medlemmer kommer til i hobetal for at prøve de mange forskellige koncepter. Seniorerne nyder en hyggelig træning om formiddagen og drikker kaffe bagefter. Senere på dagen står den på Strong Nation, pulstræning eller Cross Fit. ”Vi har aldrig haft så mange på holdene før” fortæller formand Torben Velling.

Smarte kombinationer og sjove temaer

Formanden underviser selv i spinning, og når den sveddryppende time er færdig, så står den for mange af deltagerne på en efterfølgende yoga-time. ”Cirka halvdelen af deltagerne tager begge hold”, fortæller Torben om den smarte kombination af cardio-træning efterfølgende og udstrækning.

Mange af de frivillige instruktører gør meget ud af at lave relevante temaer til deres holdtræning. Eksempelvis op til halloween og jul hvor der bliver pyntet op. Men også sommerens fodbold-EM, har sat sit præg på træningen, siger Torben ”Vi havde fodbold-tema til spinning, så hørte vi kun fodbold-sange”.

Gode ambassadører

Spurgt ind til den gode succes med deres holdtræning, har formanden en klar idé om, hvorfor foreningen oplever god tilslutning: ”Hvis der er mange på holdene, så trækker det også flere til.”. Og man må sige, at de nuværende medlemmer er gode ambassadører for foreningen. I år skønner formanden, at 70 nye medlemmer har fundet vej til Fitness Fabrikken 2.0. Og de har heldigvis plads nok i Havndal til at favne alle de nye medlemmer, som kommer for fællesskabet og den gode stemning.

Vil I også have succes med jeres holdkoncepter?

Så kontakt din lokale fitnesskonsulent, de kan hjælpe med sparring, der kan give din forening fyldte hold. 

 

Find deres kontaktinfo her