Fitness

Borup rykker træningen udendørs

Et helt nyt udendørs træningsanlæg skal skabe glæde og sved på panden hos byens borgere. Faste hold og åbne træninger er med til at sikre, at anlægget ikke står og keder sig.

Udendørs fitness i Borup

”Wow, hvor ligger det fantastisk!”

Begejstringen var helt åbenlys hos Kirsten Larsen, næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune, inden hun klippede snoren over ved indvielsen af det nye udendørs træningsanlæg ved Borup Hallen.

”I har fået et flot anlæg, som ligger virkelig godt. Der er frit slag til at benytte anlægget, når det passer én, og det tror jeg er godt i en tid, hvor foreningslivet er under forandring. Nogle har lyst til at træne fast to gange om ugen, og andre vil gøre det, når det passer,” fortsatte Kirsten Larsen, som bestemt ikke var den eneste, der var imponeret over det iøjefaldende anlæg med et hav af træningsmuligheder.

Blandt de mange, der var mødt op til indvielsen var Gunnar Würtz, som bor en spytklat fra Borup Hallen.

”Det er godt at vi har fået sådan et anlæg, og fantastisk at det er lykkes at samle så mange penge ind,” sagde Gunnar Würtz, som regner med at kigge forbi en formiddag og prøve det på egen krop.

Viste anlægget i funktion

Han - og alle de andre fremmødte – kunne forinden se, hvordan der kan trænes i udstyret. En række frivillige fra Borup Fitness gav den nemlig fuld gas i udstyret på det frække blå underlag, inden det blev åbnet for alle.

”Kom ind og prøv”, opfordrede Charlotte Agergaard, der er formand for Borup Fitness, som har stået i spidsen for projektet med deltagelse af alle Borup IF’s 11 afdelinger.

Det var mest børnene, der var friske på at prøve kræfter med anlægget på dagen, men Charlotte Agergaard regner bestemt med at tiltrække alle aldersgrupper, utrænede og trænede, mænd og kvinder.

Et ambitiøst projekt

”Vi håber, at anlægget bliver byens nye mødested for fysisk udfoldelse og fællesskab på tværs af alder, træningsbaggrund og fysisk formåen. Borup Fitness kører nogle udendørs hold for medlemmerne, men derudover står vi også for nogle åbne træninger, som man bare kan møde op til og ikke behøver at være medlem af en forening. Vi tænker også, at f.eks. skoler og daginstitutioner kan bruge det, og træningsanlægget er i øvrigt også designet, så det med fordel kan benyttes af f.eks. bevægelseshandicappede,” sagde formanden.

Træningsanlægget er etableret af virksomheden Lekolar, og projektchef Peter Poulsen glædede sig over at se anlægget i brug.

”Det er et virkelig spændende og ambitiøst projekt at ville skabe et mødested, hvor alle kan være aktive. Jeg kan godt li’, at man drømmer stort, og for os har det været fornøjelse at arbejde sammen med en forening, der virkelig vil det her. Vi har haft et godt samarbejde om at finde den helt rigtige løsning,” sagde Peter Poulsen, som er sikker på, at andre foreninger vil lade sig inspirere af projektet i Borup.