Nyheder

Tænk anderledes: Hverdagens besvær er en gave, du ikke vil gå glip af

Her får du hovedbudskaberne fra Alt Tællers foredrag med adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen d. 22. november 2022.

Mange af os finder det svært at få tid til at motionere og få bevæget kroppen, da det tager tid fra andre aktiviteter. Vi oplever måske, at vi ganske enkelt ikke kan tage os sammen til at opsøge motionen, fordi det kræver, at vi flytter os fra der, hvor vi er, og det, vi er i gang med.

Ifølge adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen findes nøglen i at opsøge det daglige besvær, som vi har haft så travlt med at fjerne. Drop robotplæneklipperen, robotstøvsugeren, lad bilen stå, og tag trappen frem for elevatoren. Moderne hjælpemidler har gjort, at hverdagsmotionen for mange mennesker stort set er væk. Måske er det på tide, vi begynder at tænke anderledes og tager besværet tilbage.

Sådan gør du ifølge Anders Colding-Jørgensen

  • Hold op med at se trappen, cykelturen, græsplænen, haven, brændet, legen med ungerne som besvær. Se det i stedet som en gave. Som en gratis mulighed for nu-og-her-bevægelse, som du ikke skal gå glip af.
  • Der er gaver i alt besvær, hvis du vælger at se efter dem. Meget af det, du i dag ser som besvær, giver dig ofte en masse værdi, hvis du kigger efter det. Duften af græsplæne, frisk luft, røde kinder, fællesskab med andre mennesker.
  • Planlæg dit liv, så det indeholder det gode besvær. Har du mulighed for selv at hugge dit brænde? Har du en lækker cykelvogn at købe ind med? Har du komfortable vandresko og varmt tøj?
  • Det tager tid at skabe det nemme liv – men det tager også lidt tid at gøre livet besværligt igen. Det kræver nemlig, at du begynder at tænke anderledes. Det første du kan gøre er at holde op med at forære mere værdifuldt besvær væk. Sig nej til robotplæneklipperen. Det velduftende besvær, som en times græsslåning giver, er alt for værdifuldt at give væk.

Livet bliver ikke bedre af at blive nemmere

Da vi levede i fattige bondesamfund, var livet hårdt og nedslidende, og det gav derfor god mening at prøve at gøre livet lettere. Det moderne menneske har imidlertid fået fjernet så meget modstand, at der snart ikke er noget tilbage som kan træne og skabe bevægelse. Derfor sidder mange af os i hjem omgivet af hjælpemidler, så vi ikke kan lave meget andet end at spise og bruge medier. Til gengæld skal vi nu tage os sammen og flytte os for at dyrke motion.

Tilvælg besværet

Vi er skabt til at have en jævn mængde af fysisk modstand i vores tilværelse, og faktisk kan du vælge at se hverdagens besvær som noget, der tilbyder helt gratis motion og bevægelse. Det kræver blot, at du holder op med at se på det som besvær, men i stedet som en gave til din sundhed.

At gøre dit liv mere besværligt handler om mere end bevægelse. Nemlig at du vælger at kræve mere af indholdet i dit liv tilbage. Ved f.eks. at begynde at bygge og reparere det, du selv kan, eller at dyrke dine egne grøntsager eller krydderurter, får du ikke bare tingene gjort – du oplever den dybe tilfredsstillelse, det er at have gjort det selv.

At gøre livet mere besværligt, kan du gøre lige nu. Se dig om. Og du vil opdage, at der meget hurtigt vil vise sig valg, hvor du med glæde og taknemmelighed over at have en krop og kunne bevæge dig, kan vælge den besværlige løsning.

 

Få løbende tips og gode råd til hverdagsmotion på Alt Tællers Facebook-side: 
Gå til side