Nyheder

Stå sammen og bliv stærkere

Hvad tænker du på, når hører om dart? Hvad tænker du, når du hører om petanque, eller minigolf? Nogle af de øgenavne, som nævnte idrætter ofte selv har hørt og fået klistret på sig, er: Bodegasport, gammelmandssport eller sommerhussport… Faktum er bare, at de tre idrætsgrene er meget mere end det. Men det er en konstant arbejdsindsats for de tre idrætter at blive opfattet som andet og mere end en bodegasport eller en sommerhussport.

I stedet for at stå alene med arbejdet med at få ændret på fordommene er Dansk Dart Union, Dansk Petanque Forbund og Dansk Minigolf Union gået sammen om at skabe et fælles foreningshus for at stå stærkere og nå nye mennesker. De har indgået et forpligtende tværidrætsligt samarbejde med det formål at udvikle et stærkt foreningsfællesskab, som alle tre forbund skal kunne se fordele i.

For grundtanken er, at de vil stå stærkere, hvis de forener kræfterne og bliver mere synlige over for deres målgrupper. Og så vil de ikke mindst udvikle de fysiske rammer for et foreningsfællesskab mellem de tre forbund.

Fælles foreningshus for seniorer

Som et led i realiseringen af de ambitioner, vil de tre idrætter etablere et fælles foreningshus, hvor det er muligt at dyrke dart, petanque, minigolf og på sigt andre idrætter målrettet seniorer. Målet er samtidig at aktivere flere i foreningsidrætten, for der er et kæmpe potentiale for alle tre forbund i at få flere inaktive seniorer på 50+ med på idrætsvognen.

Netop den målgruppe har alle tre forbund fokus på, så de står alle over for lignende udfordringer og potentialer.

Både dart, petanque og minigolf oplever dog, at det kan være svært at få politikerne til at lytte, når de kommer ud til kommunerne for at få dem med i et samarbejde om at få fat i flere inaktive seniorer, og det på trods af at de tre idrætter hver har pæne medlemstal. Alle tre mærker en skarp konkurrence med de traditionelt store idrætsgrene som håndbold, badminton og fodbold, når de er i dialog med kommunerne. Men ved at stå sammen i et foreningsfællesskab, og skabe en åben fælles facilitet er det håbet at blive mere synlige og udvikle deres idrætters udbredelse.

For at konkretisere deres fælles vision, har de tre forbund, med støtte fra DIF, samarbejdet med et arkitektfirma om at visualisere et fælles foreningshus, hvor brugerne både skal kunne bevæge sig rundt i landskabet og benytte faciliteterne i eget tempo.

Det skal være stemningen og rammerne for det gode samvær, der er afgørende for brugerens lyst til at melde sig ind i idrætsfællesskabet. Ambitionerne, ideerne og endda tegningerne for et kommende fælles foreningshus for dart, petanque og minigolf eksisterer. Nu mangler der et sted at realisere planerne. Derfor går forbundene nu i gang med at finde en kommune, der deler visionen om at skabe et attraktivt og åbent aktivitetshus for senioridræt. Og måske med et endnu bedre ry, end da de stod alene.