Nyheder

Speeddating med en visionskommune

Den 28. november danner Idrættens Hus i Brøndby rammen om et speeddating-arrangement for visionskommuner og specialforbund.

Der er i dag 20 visionskommuner i Bevæg dig for livet, som vi har indgået en visionsaftale med. Visionsaftalerne er meget omfattende, men kan til en vis udstrækning sammenlignes med de strategiaftaler, som alle specialforbund har indgået med DIF, og fakta er, at der også er mange målsætninger, der ligger meget tæt op ad hinanden.

Det er derfor win-win, hvis en visionskommune og et af DIF´s specialforbund er et match!

For de fleste forbund vil der derfor være meget at vinde ved at investere nogle timer på at speeddate vores visionskommuner, når de lægger vejen forbi Idrættens Hus torsdag den 28. november fra kl. 15-18.30.

For at gøre det let for de enkelte specialforbund at se, hvilke visionskommuner der kan være interessante for dem at indgå en dialog med, har den kommunale enhed i Bevæg dig for livet udarbejdet et overblik til alle 62 forbund. Overblikket tager udgangspunkt i målene i det enkelte forbunds strategiaftale og lister de kommuner, der har målsætninger, der matcher deres. Overblikket er sendt til alle formænd i specialforbundene. 

DGI´s landsdelsforeninger har ikke strategiaftaler på samme måde som specialforbundene, men flere landsdele deltager også på arrangementet.  

Arrangementet er et tilløbsstykke

Det er kun anden gang, vi afholder speeddating med visionskommunerne, men det er et koncept, der er kommet for at blive. Det er nemlig en simpel, men meget effektiv måde at facilitere kontakt mellem flere samarbejdspartnere i Bevæg dig for livet på.

Arrangementet er da også blevet lidt af et tilløbsstykke med (indtil videre) 40 tilmeldte specialforbund, 20 visionskommuner og ni landsdelsforeninger.