Ny pulje til visionskommuner: Motion og fællesskab på recept i foreningslivet
Puljen på 21,2 millioner er et resultat af DIF og DGI’s politiske arbejde i Bevæg dig for livet, og forbund, landsdelsforeninger og foreninger med relevante indsatser kan kontakte den kommunale enhed.
Landets politikere har efterhånden fået øjnene op for de store sundhedseffekter, der er af at dyrke idræt i én af landets mange idrætsforeninger. Det resulterede i foråret i et topmøde for idrætten i DGI-byen i København, hvor den daværende regering offentliggjorde en pulje til DIF’s og DGI’s fælles forslag om ”Motion og fællesskab på recept”. Den pulje er nu blevet udmøntet og lyder på samlet 21,2 millioner kroner, som landets kommuner kan søge.
Puljen blev foreslået i Bevæg dig for livet, fordi et stigende antal idrætter med stor succes tilbyder forenings-fællesskaber til folk, der er ledige eller har livsstilssygdomme som diabetes og KOL. Forslaget blev først prioriteret på idrættens Marienborgmøde i september 2017, og i efteråret 2018 blev der så afsat midler på satspuljen. Det er de midler, der nu er blevet frigivet.
Formålet er, at puljen skal hjælpe borgere i netop denne målgruppe ind i foreningslivet som led i kommunale forløb på sundheds- eller beskæftigelsesområdet.
Den nye pulje og Bevæg dig for livet
I Bevæg dig for livet er puljen tænkt som en måde at understøtte de foreningsbårne sundheds- og beskæftigelsesindsatser ude i visionskommunerne. Derfor anbefales idrætter med relevante indsatser at tage kontakt til den kommunale enhed i Bevæg dig for livet.
”Vi ved, at mange af vores foreninger og idrætter allerede er godt i gang indsatser inden for de to områder. Midlerne skal understøtte de initiativer i samarbejde med og med afsæt i vores visionskommuner,” siger Per Nedergaard Rasmussen, der er leder af den kommunale enhed i Bevæg dig for livet.
For bedst muligt at kunne matche forbund, foreninger og kommuner, kan idrætter kontakte Per Nedergaard Rasmussen, leder af den kommunale enhed på pnr@dif.dk eller 61 61 40 55.
Læs mere om puljen her.