10 gode grunde til at spille tennis

Er du endnu ikke overbevist om at tennis er noget for dig? Så får du her en række gode argumenter, som kan være med til at overbevise dig!

1. Tennis er for alle:

Leder du efter en social sport, holdkammerater, tid med familie eller venner, god motion, konkurrence, turneringer og mesterskaber? Tennis har det hele og mere til! Tennissporten er for alle børn, unge, kvinder og mænd - uanset alder, køn, etnicitet eller kondital. Tennis er perfekt, når hele familien vil være aktive sammen og kræver ikke et større mandskab, for at du kan komme godt i gang.

2. Tennis er nemt:

Med det nye Play & Stay-koncept har det aldrig været lettere at starte til tennis. Play & Stay er baseret på nye boldtyper og banestørrelser, der gør det let for dig at lære. Med de langsommere og blødere boldtyper - skum, rød, orange og grøn – giver Play & Stay en sjov introduktion til tennis, inden den traditionelle gule tennisbold venter.

3. Tennis er til at betale:

Tennis er faktisk en relativt billig motionistsport sammenlignet med andre fritidstilbud. I mange af landets tennisklubber kan du for eksempel deltage i Voksenintroduktion, hvor du får otte timers prøvetræning til reduceret pris. Hvis du efterfølgende melder dig ind i klubben, får du en ny ketsjer med i købet. Find og kontakt en klub eller en forening nær dig, og find ud af hvilke tilbud, de har til dig.

4. Tennis spilles hele året rundt:

Hovedparten af landets tennisklubber har enten egen tennishal eller adgang til indendørsfaciliteter. En lang række klubber tilbyder også skumtennis, der bliver spillet i idrætshaller. Tennis er en meget fleksibel sport, hvor der ofte er god mulighed for at booke baner, og hvor du selv kan styre tiden.

5. Tennis er sundt:

Tennissporten tilbyder en række fysiske og mentale fordele, der forbedrer din livskvalitet. En ny undersøgelse viser, at tennis giver dig flere leveår end andre populære motionsformer. Den konstante aktivitet og bevægelse i tennis er godt for hele kroppen og samtidig er risikoen for skader relativt lav, da tennis ikke er en kontaktsport. 

6. Tennis udfordrer dig mentalt:

Tennis er et mentalt spil, der opbygger dit selvværd og din evne til at træffe beslutninger. Du lærer at håndtere pressede situationer, og du kan sammenligne et tennisslag med et taktisk træk på skakbrættet. Det er selvfølgelig også muligt at koble helt af, komme i flow og bare slå bolden over nettet.

7. Tennis – en individuel sport og en holdsport:

Tennis er både for individualister, der foretrækker at gå alene på banen og for holdspillere, der nyder at dele glæder og oplevelser med andre. Tennis er en verdenssport, og hvorend du færdes, så er tennis altid en god døråbner for nye relationer og venskaber.

8. Tennis bygger på gode værdier:

Tennis er en gentlemansport, hvor du vinder allernådigst eller taber med ære. At hovere efter en sejr eller beklage sig efter et nederlag er ikke velset. Det er en uskreven regel indenfor tennissporten, at du bidrager til fair play og udviser god sportsånd.

9. Tennis fascinerer hele livet:

Ingen anden fritidsaktivitet kan give dig de samme fysiske, mentale, følelsesmæssige og sociale udfordringer gennem et helt liv. Kort sagt: Du lærer, så længe du spiller tennis, og derfor er det aldrig for sent at starte.

10. Tennis er sjovt:

Prøv tennis en enkelt gang, og du er ikke i tvivl! På ethvert niveau og i enhver alder har tennisspillere det sjovt samtidig med, at det er god motion. Bliv tennisspiller og oplev glæderne ved verdens bedste sportsgren.

Læs også: