Nyheder

Naturen skaber fællesskaber for mænd i Herning Kommune

Frisk luft, anderledes aktiviteter, nye bekendtskaber og muligheden for at komme og være præcis den, du er – det er de rammer, som projektet ’Kom ud, mand’ sætter for de deltagende mænd. 12 uger i træk mødes mændene i naturen og laver alt fra øksekast til mad over bål.

Projektet ’Kom ud, mand’ har kørt i flere kommuner. I Herning, som er visionskommune i ’Bevæg dig for livet ’, har de netop startet tredje hold op, og de har kun gode erfaringer med projektet. Elsebeth Houe, som er projektleder i Herning Kommune, fortæller, at når mændene først har været der én gang, så bliver de ved med at komme. Det skyldes specielt tanken om, at de andre mænd dukker op.

”’Kom ud, mand’ kan bygge bro og skabe fællesskab på kryds og tværs af mænd i alle aldre, jobfunktioner og uddannelsesniveauer. I og med at de er sammen på udebane om en eller anden aktivitet, som vi har faciliteret,” siger hun.

Og ifølge Elsebeth Houe er det ikke tilfældigt, at netop aktiviteter i naturen er en stor succes hos de deltagende mænd:

”Man skal ikke kunne spille nogen form for bold, kunne nogle regler eller noget andet. Man kan bare komme, og så er man der. Nogle prøver bueskydning for første gang i deres liv, og andre har prøvet det før – det betyder ikke så meget. Det er en fælles udebane, hvor der nødvendigvis ikke er noget konkurrenceelement, og der er ingen krav til at skulle kunne noget på forhånd eller være noget på forhånd,” fortæller Elsebeth Houe.

Forløbet skaber fællesskab

Claus Gade Steffensen er en af de deltagende mænd i Herning Kommunes version af ’Kom ud, mand’, og han fremhæver fællesskabet blandt deltagerne:

”Fællesskabet betyder meget. Jeg har før i tiden ikke været specielt social, så forløbet har hjulpet på, at jeg snakker med folk. Det gjorde jeg ikke så meget før,” siger han.

Claus Gade Steffensen har været inspireret af de mange forskelligartede aktiviteter, og han har taget flere af dem til sig i sin fritid, hvor han nu går ture i skoven og tager naturbilleder. Og det er ikke kun nye fritidsinteresser, Claus Gade Steffensen har fået med sig, for holdet fra ’Kom ud, mand’ mødes stadig en gang i mellem i naturen, selvom deres forløb er slut.

Ulighed i sundhed

På Forum for Mænds Sundheds hjemmeside beskrives det, hvordan der generelt er en ulighed, når det kommer til mænd og kvinders sundhedsvaner. Mænds mentale og psykiske trivsel er derfor gået hen og blevet en folkesundhedsmæssig udfordring – men det viser sig, at naturen kan være en stor hjælp til dette. Det viser en mastercase om emnet lavet af ’Sunde Borgere’ og Statens Institut for Folkesundhed i 2022.

Især erfaringen om fællesskabet som motivator genkender man i idrætsvisionen ’Bevæg dig for livet’, hvor Simon Larsen er programleder:

”’Kom ud, mand’ er et fremragende eksempel på, hvor vigtigt det er med idrætstilbud til alle – uanset alder, fysisk aktivitetsniveau og baggrund. I ’Bevæg dig for livet’ arbejder vi for, at alle kommer i gang med at være aktive, og ofte ser vi, at det er fællesskabet, der er den store motivationsfaktor. Derfor er det vigtigt, at fællesskabet sættes i centrum og bliver dyrket, som det er tilfældet i ’Kom ud, mand’,” siger Simon Larsen.

Invitation til workshop

Forum for mænds sundhed holder desuden en fysisk workshop for interesserede foreninger og kommuner den 12.april i Ballerup.
Kontakt: Projektansvarlig Pernille Folkmann Hansen pernille.folkmann.hansen@regionh.dk

 

Fakta:

  • ’Kom ud, mand’ på landsplan er et samarbejde mellem ’Forum for Mænds Sundhed’ og flere kommuner rundt om i landet
  • Man kan læse mere om projekterne og se, hvilke kommuner der tilbyder et forløb på denne side: sundmand.dk

 

Fakta om ’Kom ud, mand’ i Herning Kommune

  • Det er et 12 ugers forløb for mænd, der ønsker at bruge naturen mere aktivt i fællesskab med andre mænd
  • Hver gang kommer der undervisere, der guider deltagerne til at begå sig i naturen
  • Lokale foreninger byder ind med aktiviteter med formålet at bygge bro til foreningslivet
  • Formålet med forløbet er at give deltagerne et nyt fokus på egen sundhed og trivsel
  • Der er ingen krav til baggrund, alder eller færdigheder for at deltage.
  • Eneste krav er at du bor eller arbejder i Herning Kommune
  • Det er gratis at deltage. Se mere her: Kom ud, mand

 

Om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025. Det er målsætningen for den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie - en aftale, der går under navnet ’Bevæg dig for Livet’ og har som mål at sætte Danmark i bevægelse. Nordea-fonden og TrygFonden indgår i et tæt partnerskab med DIF og DGI om at realisere visionen.