Løb

Bevæg dig for livet – Løb og gang og Racingdenmark / Eventyrsport indgår samarbejde om VitusRace

Bevæg dig for livet – Løb og gang arbejder for at få flere danskere ud at bevæge sig. I denne corona-tid har vi ikke samme mulighed for at deltage i store motionsløb. Derfor ønsker vi med VitusRace at skabe ny motivationskilde til danskerne.

Vi oplever, at flere har fået øjnene op for, hvad virtuelle udfordringer kan. Fleksibiliteten i, at man kan gå eller løbe, når det passer, fra sin egen hoveddør appellerer til mange. Og vi håber derfor, at denne nye platform vil kunne bidrage med lidt ekstra motivation.

Historiefortællingen i fokus

VitusRace er en gratis virtuel platform, hvor du vælger forskellige månedlige udfordringer. Først vælger du, om du vil bestige Kilimanjaro eller Himalaya, gå på den Kinesiske Mur eller tage på eventyr i Amazonas. Derefter vælger du den distance, som du vil gå, løbe eller cykle i løbet af måneden.

Du indtaster løbende din daglige træning, og så bevæger du dig fremad på det virtuelle kort, optjener badges og får billeder og historier fra det sted, som du er nået til på den virtuelle rejse. Du kan samtidig konkurrere mod vennerne, klubkammeraterne eller naboerne og se, hvem der først når toppen.

”Vi ønsker at få endnu flere til at få øjnene op for glæden ved at motionere i den danske natur. Vi har erfaret, at der er en stor interesse for virtuelle løb, og vi håber på, at det fokus, der er på historiefortællingen og oplevelsen i VitusRace, kan motivere til en ekstra tur ud i vintermørket,” siger Thomas Lind, programleder i Bevæg dig for livet – Løb og gang.

”Med VitusRace ønsker vi at give folk en grund til at komme afsted på en gå-, løbe- eller cykeltur. Vi ønsker at skabe fleksible udfordringer, som man kan tage, når man har tid og har motivation. Hvis man bagefter har lyst til at vise, at man har klaret en udfordring, kan man også købe fede medaljer,” siger Morten Tillitz, medskaber af VitusRace.

Udfordr dine venner

Nogle vil finde glæde ved at tage udfordringer alene, men mange motiveres af at dele deres ture med andre – eller klare en udfordring sammen med en ven.

”I VitusRace er det muligt at skabe fællesskaber sammen med dine venner eller andre, der motiveres af virtuelle udfordringer. Du kan både udfordre dine venner og lave grupper, som kan udfordre andre grupper,” siger Morten Tillitz og slutter:

”Vi ved, at potentialet for virtuelle løb og udfordringer er kæmpestort, og vi arbejder hele tiden med at udvikle VitusRace, så vi motiverer endnu flere til at komme afsted og tage del i det virtuelle fællesskab.”

Se mere om VitusRace