Løb

Royal Run vender tilbage i 2020

Kronprinsen inviterer igen danskerne med ud at løbe Royal Run 2. pinsedag i 2020.

2. pinsedag, d. 1. juni 2020, løber Royal Run af stablen, og her skyder Kronprinsen dagen i gang i Sønderborg. Herefter går turen til Aalborg, hvor Kronprinsessen løber, inden Kronprinsen fortsætter i Odense. Afslutningen bliver i lighed med de to foregående år Kronprinsens 10 km-løb i København og på Frederiksberg. Derudover bliver der igen Royal Run uden kongelig deltagelse på Bornholm.

”I år har vi kunnet tilføje et ekstra stop på turen, så vi nu har fire byer med kongelig deltagelse, og det betyder selvfølgelig, at vi når tæt på endnu flere danskere. Vi er rigtig glade for programmet for 2. pinsedag 2020, og vi ser frem til i fællesskab med kommuner og arrangører at skabe en helt enestående folkefest i de fire byer – samt på Bornholm, hvor der som bekendt er Royal Run uden kongelig deltagelse,” udtaler Jakob Larsen fra Royal Runs styregruppe på vegne af Bevæg dig for livet, og han glæder sig til endnu en begivenhed, der henvender sig til alle danskere:

”Royal Run er fællesskabets fest. Med distancer helt ned til One mile, 1,6 km, og muligheden for både at løbe og gå kan alle vitterligt være med – uanset alder og kondital.”

Royal Run blev første gang afviklet i forbindelse med Kronprinsens 50 års-fødselsdag i 2018. Her var 70.500 tilmeldt i landets fem største byer. Til Royal Run 2019 var der 82.000 tilmeldte i Aarhus, Aalborg og København/Frederiksberg samt Klaksvik på Færøerne, hvor Kronprinsen 1. juni kickstartede Royal Run-ugen, og på Bornholm, hvor der er et Royal Run uden kongelig deltagelse.

Da tilmeldingen til Royal Run 2020 åbnede d. 19. november 2019, gik det over al forventning. I løbet af to timer var der solgt 20.000 billetter og Royal Run Sønderjylland var udsolgt på under 3 dage, så mon ikke, at vi igen i 2020 slår deltagerrekord. 

Vil du vide mere om Royal Run 2020

Meld dig til Royal Run 2020, og læs alle nyheder her: www.royalrun.dk. Du tilmelder dig Royal Run-nyhedsbrevet, ved at skrive dig op her: Royal Run-nyhedsbrev