Løb & gang

Royal Run vender tilbage i 2019

- Kronprinsen inviterer igen danskerne med ud at løbe

Royal Run kommer igen 2. pinsedag, d. 10. juni, når Kronprinsen løber i Aarhus, Kronprinsessen løber i Aalborg, og Kronprinsen afslutter med et løb på Frederiksberg og i København. 

- Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag. Det vil glæde mig at se rigtig mange gengangere i år – men også nye, der har fået blod på tanden, siger Kronprins Frederik.

I 2019 er det også muligt at løbe på Bornholm, hvor der i Rønne arrangeres Royal Run uden royal deltagelse. Eller på Færøerne, hvor Kronprinsen kickstarter Royal Run-ugen lørdag d. 1. juni.

Royal Run - i sandheden for alle
Royal Run er ikke et klassisk motionsløb med sluttiden i højsædet. Det er muligt både at løbe og gå på alle distancer, og der er særlige miles for familier, der vil tage barnevognen med ud på ruten. 

- Royal Run er for alle – om man er fysisk udfordret, erfaren løber, eller om man blot vil gå distancen. Det sociale idrætsfællesskab er det vigtigste i Royal Run, og vi vil gerne inspirere danskere i alle aldre uanset kondital og målsætning til at være med i denne begivenhed. I Royal Run er de små mål nemlig mindst lige så meget værd som de store, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund.