Sommerpakke sikrer flere aktiviteter for ældre over sommeren og i efteråret
Det betyder bl.a., at borgere over 65 vil blive tilbudt gratis aktiviteter i lokalsamfundet såsom foredrag og besøg ved seværdigheder, og at der vil blive arrangeret flere udendørs dagsture for plejehjemsbeboerne.
Regeringen har fredag eftermiddag landet en aftale om sommerpakke sammen med Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet. Pakken indeholder aktiviteter for ældre, kultur- og naturoplevelser og sommer på landet og på øerne.
I sommerpakken afsættes bl.a. 40 mio. kr. til kommunerne, så der kan blive arrangeret flere udendørs dagsture for beboerne på plejehjemmene.
Dertil afsættes der 20 mio. kr. til gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år. Midlerne gives til Ældre Sagen, Røde Kors, Landsorganisationen OK-klubberne i Danmark, Faglige Seniorer og Danske Seniorer, som fordeler midlerne til deres lokalforeninger og klubber, der får ansvaret for at arrangere aktiviteter, som fx ture til seværdigheder, fællesspisning, foredrag mv.