Fodbold

Fodbold Fitness-ugen 2019

Sidste år introducerede vi Motionsfodboldens Dag som et pilotforsøg... Vi har lyttet til jer, og derfor kommer vi i år til at strække os over en hel uge. En uge med fokus på at få så mange nye som overhovedet muligt til at afprøve Fodbold Fitness og Motionsfodbold! Ugen kommer til at gå under navnet "Fodbold Fitness-ugen".

Hvorfor Fodbold Fitness-ugen 2019?

Evalueringen af pilotprojektet i 2018 viste, at det på flere niveauer ikke var optimalt for hverken klubber eller nye udøvere at afholde "Motionsfodboldens Dag" landsdækkende på en enkelt fastsat weekenddag. 

Derfor har vi her i 2019 valgt at lave en hel uge (uge 36) med fokus på Motionsfodbold og Fodbold Fitness. På den måde kan klubber, der gerne vil lave et større arrangement fortsat gøre det i weekenden, mens andre klubber kan afholde en åben træning på den normale træningsdag, hvor I selv og vi via den nationale kampagne gør alt, hvad vi kan, for at få nye med i uge 36.

 

Det behøver ikke at kræve det store af jer

Det får I ud af at være med:

  • I bliver en del af en landsdækkende motionsfodboldevent for både nuværende og potentielle medlemmer
  • I drager fordel af den fælles nationale markedsføringskampagne på sociale medier
  • I får adgang til gratis presse- og markedsføringsmateriale med trykt arrangementsinfo specifikt for jeres klub (skabeloner for pressemeddelelser og plakater samt postkort)
  • I får postkort, der kan uddeles til nye deltagere, som kan huske dem på at komme igen
  • I får lidt penge til lokal promovering af jeres arrangement på Facebook 
  • I får rådgivning og sparring via en Facebookgruppe for værtsklubber i Fodbold Fitness-ugen
  • I får konsulentbistand til sparring på arrangementet
  • I får en arrangørguide, så klubben kan skabe den bedste oplevelse for de fremmødte på dagen
  • I får promoveret jeres klub på vores hjemmeside
  • I er som vores bedste ambassadører med til overfor hele Danmark at sætte fokus på fodbold som en fantastisk motionsform for voksne

Ved at være med, får I mulighed for:

  • At vise jeres tilbud om motionsfodbold/Fodbold Fitness frem på en god og nem måde
  • At tiltrække flere spillere
  • At starte efterårssæsonen op på bedste vis
    • I har mulighed for lige selv at komme i gang efter sommerferien, og så kan I invitere helt nye med til et brag af en træning i uge 36
  • Selv at bestemme omfanget af jeres arrangement
    • Nogle klubber vil måske gerne køre en helt almindelig træning, hvor der bare er gjort noget særligt ud af at få nye med
    • Andre vælger måske en åben træning, hvor der er drikkelse inkluderet i 3. halvleg for alle fremmødte 
    • Andre igen har måske mere lyst til at lave en ekstra træning i weekenden og lave et større arrangement ud af det med fx åbent hus, en særlig klubdag eller lave en klubfest i anledningen af eventet 

Alt er muligt. Vi vil bare gerne støtte op om, at I kan få så mange nye med på jeres hold i uge 36, som overhovedet muligt! 

 

OBS: Hvis I i klubben har mere end et motionshold (fx både Fodbold Fitness for kvinder og et motionsfodboldhold for mænd), kan I tilmelde klubben to gange. Nedenstående tilmeldingsskema lægger op til, at der afholdes arrangement på et hold, så hvis I ønsker flere arrangementer, skal I udfylde skemaet to gange (en gang for hvert hold I gerne vil promovere).

Tilmeld din klub til Fodbold Fitness-ugen 2019