Badminton

Klubudviklingsforløb gav Engesvang Badmintonklub nyt liv

Engesvang Badmintonklub var en klub med store udfordringer i 2016, da de blandt andet stod uden en bestyrelse. Men stærke ildsjæle, hjælp fra den lokale badmintonkonsulent Kim Rundell og Badminton – Bevæg dig for livets klubudviklingsforløb gjorde, at klubben gik fra at være lukningstruet til at blomstre og have stor tro på fremtiden.

Hvis vi ikke havde haft det, så tror jeg faktisk, at klubben var lukket, og vi havde smidt håndklædet i ringen, for der havde været for mange arbejdsopgaver, som vi ikke havde styr på og overblik over. Nu har vi troen på tingene, og vi har succes med flere ting

Susanne Mejer

På DIFs konsulenttræf i Brøndby den 1. november, var Engesvang Badmintonklub med som en god og meget positiv case. Bestyrelsesformand Susanne Mejer og Badmintonkonsulent Kim Rundell holdt nemlig et inspirerende oplæg omkring, hvordan Badminton – Bevæg dig for livets klubudviklingsforløb havde givet klubben både nyt liv og troen på tingene igen. 

"Det er rigtig dejligt, at vi blev spurgt, om vi ville være med. Jeg synes, man bør gribe muligheden for at fortælle om, at klubudviklingsforløbet giver rigtig meget og dermed fortælle andre, at man kan gøre noget," fortæller Susanne Mejer. 

"Jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle være med. For det her er en ganske almindelig klub, som der er rigtig mange af rundt omkring i hele landet. Og en lille klub kan også sagtens få noget ud af det her forløb. Det handler om at fortælle, at klubudviklingsforløb kan hjælpe, uanset hvilken klub, det er," supplerer Kim Rundell. 

På renden af lukning

Susanne Mejer gik sammen med to andre ind i bestyrelsesarbejder i Engesvang Badmintonklub, da klubben pludselig på generalforsamlingen i 2016 stod uden bestyrelse, og dermed var lukningstruet. De tre skulle sammen starte helt fra bunden, og derfor kontaktede de Kim Rundell.

Gennem klubudviklingsforløbet fandt de ud af, at den vigtigste opgave var at få overblik over opgaveomfanget og få lavet en struktur omkring, hvem der løser hvad.

"Vi fik arbejdsredskaber til, hvordan man skal drifte en forening, og hvordan man opbygger bestyrelsesarbejdet. Det gav os troen på, at vi kunne løfte opgaverne, og at vi kunne løse udfordringerne," siger Susanne Mejer.

Rivende udvikling

Halvandet år senere havde klubben mere end fordoblet deres antal af ungdomsspillere fra 30 til 63, de havde fået otte uddannede trænere, og der kom yderligere to medlemmer til i bestyrelsen. Derudover har de også sat sig mål for næste år, hvor de vil fokusere på motionist- og seniorbadminton.

 

Jeg var slet ikke i tvivl om, at vi skulle være med. For det her er en ganske almindelig klub, som der er rigtig mange af rundt omkring i hele landet. Og en lille klub kan også sagtens få noget ud af det her forløb.

Susanne Mejer

"Jeg kan mærke, at der er mere overskud, og de siger ja til flere ting. De har implementeret arbejdsredskaberne, så da der kom nye med i bestyrelsen, tog de fat i opgavefordelingen. De har fokus på deres næste skridt, og det er super fedt at se," siger Kim Rundell.

Bestyrelsesformand Susanne Mejer er da heller ikke i tvivl om, hvad klubudviklingsforløbet har betydet for Engesvang Badmintonklub.

"Hvis vi ikke havde haft det, så tror jeg faktisk, at klubben var lukket, og vi havde smidt håndklædet i ringen, for der havde været for mange arbejdsopgaver, som vi ikke havde styr på og overblik over. Nu har vi troen på tingene, og vi har succes med flere ting," siger hun.