Stå ved dit skrivebord

Det kræver ikke meget, andet end at huske det. Sæt eventuelt uret til at minde dig om, at det er tid til at rejse dig op, så du ikke glemmer det.

Vi danskere sidder i gennemsnit ned 8 timer dagligt, og flere undersøgelser viser, at det har store sundhedsmæssige konsekvenser at sidde ned hele dagen. Nogle undersøgelser viser, at de personer, som sidder mest ned i løbet af en dag, har 112 procent større risiko for diabetes og 147 procent større risiko for hjertekar-sygdomme end dem, der sidder mindst ned. Samtidig øges risikoen for overvægt, kræft og tidlig død i de mange timer, hvor vi sidder i bilen på vej til arbejde, når vi arbejder foran computeren, og når vi sidder i sofaen og ser fjernsyn eller hænger ud på de sociale medier.

Et britisk studie, som magasinet Aktiv Træning henviser til, viser, at hvis du står op mindst tre timer om dagen, så forbrænder du 50 kalorier mere i timen – ifølge magasinet bliver det til 750 kalorier i løbet af en arbejdsuge og 30.000 kalorier på et år. Det svarer i kalorier cirka til at løbe syv maratoner om året bare ved at stå op ved skrivebordet.

Og noget tyder på, at briterne tager det med konsekvenserne for stillesiddende arbejde seriøst. Sidste år lavede England som det første land i verden anbefalinger om at begrænse stillesidning. Anbefalingen lyder, at engelske kontorarbejdere bør stå op eller røre sig mindst to timer i arbejdstiden - og anbefales at træne op til fire.

Som tommelfingerregel anbefaler Mikael Schneider, der har udgivet bogen "Op af stolen! Gode råd til at undgå stillesidning", at man sørger for IKKE at sidde ned cirka fem minutter for hver halve time og gradvist arbejde sig op til at stå mere op i løbet af en dag.

Ellers handler det om at huske at indsætte en kort pause, mindst én gang i timen, hæv bordet, når du går til frokost - eller inden du går hjem, så er chancerne for, at du kommer til at arbejde mere stående større.