Åbent Hus i jeres klub?

Vis jeres klub frem med et Åbent Hus-arrangement, der kan skabe gode oplevelser, nye medlemmer og netværk i klubben.

Åbent Hus er velegnet til alle klubber. Måske har I ikke har mulighed for at arrangere Tennissportens Dag, eller måske vil I holde flere Åbent Hus-arrangementer - eksempelvis i starten af indendørssæsonen.

Målet med at afholde et Åbent Hus er, at alle uanset alder og niveau får mulighed for at svinge tennisketsjeren og stifte bekendtskab med tennissportens alsidige, sjove og sociale sider.

Hvordan får I som klub den bedste oplevelse?

I bestemmer selv størrelsen og omfanget af jeres arrangement så længe, I sikrer, at de fremmødte deltagere får en god og gratis tennisoplevelse samtidig med de kan lære klubben at kende.

I kan med fordel kombinere jeres Åbent Hus-arrangement med anden klubaktivitet, så der er masser af liv på anlægget. Det vigtigste er, at gøre Åbent Hus til et socialt arrangement.

Et godt Åbent Hus tager højde for alle sanserne, så der eksempelvis er:

  • Lidt godt til ganen såsom pølser med brød, slik til børnene, kage, te og velduftende kaffe på kanden
  • Hyggelig stemningsmusik, der skaber glæde og interesse - vær opmærksom på kodaafgift ved events.
  • Masser af mulighed for at komme på tennisbanen og få sved på panden
  • Konkurrence blandt de besøgende, hvor de for eksempel kan gætte et antal tennisbolde i en kurv
  • God rabat på indmeldelse, som man ikke vil gå glip af

Sørg for at have styr på planlægningen i god tid, så alle ved hvem, der står for hvad og hvornår. Det hjælper jer med gennemfører et vellykket Åbent Hus.

Hjælp til markedsføringen?

For at få flest mulige besøgende til jeres Åbent Hus er det nødvendigt, at I skaber opmærksomhed omkring arrangementet lokalt og bruger jeres netværk i og omkring klubben.

Bestil en markedsføringspakke - kvit og frit - til jeres Åbent Hus. Pakken består af postkort og plakater med info om jeres Åbent Hus, og der er én gratis pakke pr. klub.

Det er vigtigt, at I bestiller jeres markedsføringsmateriale senest en måned før I afholder Åbent Hus, så vi kan nå at levere det i tide.

Måske er du også interesseret i: