Hvad får du ud af det?

Der sker noget, når vi bevæger os. Humøret stiger. Stressen falder. Vi får mere overskud. Både til os selv og dem omkring os. Men det ved du sikkert allerede godt.

”Motion er sundt” er et videnskabeligt bevist faktum, de fleste af os er vokset op med. Alligevel står sportstasken og løbeskoene alt for ofte og samler støv. Faktisk vil størstedelen af alle danskere ønske, at de bevægede sig mere.

Problemet er, at livet kommer i vejen. Der skal handles ind og hentes børn. Der skal arbejdes over og opdateres og en hulens masse andet, og når dagen er omme, nåede vi det ikke. Tid er en røver. Men det er ikke den eneste skurk i byen. Mange af os mangler inspiration. Vi mangler nogen at gøre det med. Vi mangler det puf, der starter bevægelsen.

Bevæg dig for livet hjælper dig med at komme i gang. Vi hjælper dig med at finde ud ad døren og ind i din lokale idrætsforening. Vi hjælper dig med at finde det fælleskab, der gør, du glæder dig til at komme afsted. Lige meget hvor gammel du er, og hvor i landet du bor.

Vi hjælper dig med at finde formen. Og vi hjælper dig med at finde tiden. For ind imellem kan små ændringer i hverdagen, gøre en stor forskel. Det handler bare om at kunne se muligheden for motion i alt det, du allerede gør. Det handler om at se fordelen. Se det sjove. Finde det, der driver dig. Og det er netop pointen. Forskellige ting bevæger forskellige mennesker.

Bevæg dig for livet hjælper dig med at finde det, der bevæger dig.

Du ved det jo godt, men hvis du lige vil genopfriske hukommelsen, så kan du her læse om alle de fysiske og psykiske fordele ved at bevæge sig: Motion er sundt