Startblok

Har du den fede idé til, hvordan vi får flere med ind i fællesskabet/foreningen?
- Tag afsæt til at realisere din idé - deltag i startblokken...

 

Om Startblok
Med startblok har vi skabt et sted, hvor iværksættere, ildjæle, virksomheder, fantaster og andre kan få mulighed for at leve deres drømme og idéer ud.

Vi indgår i dag i relationer på en måde der udfordrer det traditionelle foreningsbillede. Vi har derfor brug for nye måder at organisere foreningerne på og nye måder at danne fællesskaber på, der understøtter de fremtidige behov og måder at være i relation med hinanden på.

I startblokken indgår du i et fællesskab med 7-9 andre idemagere. Vi mødes alle sammen til fire workshops i perioden januar til oktober, hvor vi arbejder med at kvalificere vores idéer sammen. Vi bliver rykket af eksperter udefra, og du får koblet en konsulent til dit projekt, som du kan bruge op til ti timer. Alle idéerne i startblokken får op til 10.000 kr. hver især til at realisere idéen og komme i gang.

Workshops

  • 7. januar kl. 10.00 - 16.00 i DGI Byen i København
  • 7. marts kl. 17.30 - 20.30 i DGI Byen i København
  • 11. juni kl. 10.00 – 16.00 i Idrættens Hus i Brøndby
  • 27. september 2017 kl. 17.30 – 20.30 i Idrættens hus i Brøndby

Vi opfordrer til, at der er to repræsentanter med for din idé til alle workshops, men 1-3 personer er også ok. Det er et MUST, at du deltager i alle workshops for at kunne lykkedes med din idé. Din idé behøver ikke nødvendigvis være fuldstændig i mål, når vi kommer til oktober 2017

Startblokken faciliteres af Mads Hovgaard, som har en baggrund fra Syddansk Universitet, hvor han har haft ansvaret for uddannelse af idrætsstuderende indenfor iværksætteri. Mads er super skarp, og I skal glæde jer til at møde ham!

Sådan vælger vi idéerne ud
Der er ingenting der er for skørt, småt eller stort. Vi er optaget af det nye – det vi ikke har set før. De nye former for fællesskaber, eller noget nyt, som gør at traditionelle foreninger finder sammen med selvorganiserede fællesskaber. Det kan være alt fra tekniske, sociale eller organisatoriske løsninger og idéer, der kan få flere til at bevæge sig i en forening eller et fællesskab. Har du gejst, en plan og et mål, så er du godt på vej i startblokken.

Sådan kommer du med
Udfyld denne meget korte idébeskrivelse (download) og send den til os inden den 15. november, så hører du fra os igen inden den 1. december. 

Vi glæder os til at læse din idé