Prøv Racketlon i din klub

Vil du give dine medlemmer nye udfordringer på banen? Kombiner de fire største ketchersportsgrene i ét spil. Læs mere om Racketlon og få gode råd til, hvordan du kommer i gang med konceptet i din klub.

Hvad er Racketlon?

I Racketlon spilles de fire største ketchersportsgrene; bordtennis, badminton, squash og tennis - i nævnte rækkefølge - og der spilles ét sæt til 21 i hver disciplin. Vinderen er den, der samlet vinder flest points. Således kan man godt tabe tre discipliner tæt, men stadig vinde kampen ved at vinde den sidste tilpas stort. Alle bolde tæller, hvilket skaber ekstra intensitet. I klubberne justeres spillet til de faciliteter, der nu engang er til rådighed. Det er således ikke et must at have adgang til squashbaner eller indendørs tennisbaner for at tilbyde en variation af Racketlon. Har man ikke adgang til tennisbaner, kan man også med fordel spille minitennis i stedet.

Hvorfor skal du have Racketlon i din klub?

Det skal du for at gøre din klub mere attraktiv. En ny aktivitet i jeres klub eller et samarbejde på tværs af forskellige klubber kan være med til at fastholde og øge medlemstallene i klubben.

Når I allerede er en eksisterende klub, er der to muligheder for jer til at implementere Racketlon uden at skulle opstarte en ny forening.

  • Den første er ved at oprette en ny aktivitet under jeres eksisterende klub. Dette er mest oplagt, hvis I har faciliteter i nærområdet, der kan bruges, f.eks. en kommunal hal tæt på tennisklubben.
  • Den anden mulighed er ved at indgå et samarbejde med andre ketchersportsklubber i området, hvilket lægger sig op til jer, der i forvejen deler faciliteter, eller hvis jeres klub er beliggende i en by med begrænsede idrætsfaciliteter.

Hvordan kommer du igang?

Tag en snak i bestyrelsen med andre interesserede i klubben om det kunne være en god idé at tilbyde noget mere. Er interessen der, skal I lave en mindre ændring i jeres vedtægter, eksempelvis således: ”formålet med XX Badminton Klub er at udbrede kendskabet til badminton og andre ketcherspil”. Herefter skal kommunen, hvori jeres forening hører hjemme, kontaktes og informeres om den nye aktivitet. Dette er vigtigt i forhold til tildeling af baner/haltid samt kommunale tilskud (til for eksempel materialer til den nye aktivitet). Hvis I ønsker et samarbejde på tværs af sportsgrenene, skal de andre lokale klubber desuden kontaktes, for at se om de er interesserede i et samarbejde og i hvilken form.

Mere om Racketlon


Racketlon spilles i hele verden, dog primært i Europa, hvor de danske spillere klarer sig godt. Internationalt organiseres sporten af FIR (Fédération Internationale de Racketlon), der blev stiftet i 2002. I Danmark organiseres sporten af Racketlon Danmark.