60+ Badminton

Det er blevet populært at spille badminton for de spillere, der har rundet de 60 år . De har fået mere tid til at dyrke idræt i dagtimerne. Vil du starte badminton op for en målgruppe, der sprudler af glæde og samvær? Så få gode råd til at komme i gang her.

Motion og samvær

Du har mulighed for at få flere medlemmer til din klub ved at starte 60+ badminton op.

Undersøgelser viser, at i 2025 vil hver tredje dansker være over 60 år. Mange af de ældre er i god fysisk form og ønsker også at dyrke motion.

Badminton er attraktivt for den aldersgruppe, da det giver god motion og rig mulighed for socialt samvær. Det er to af hovedområderne, som folk efterspørger, når de skal dyrke idræt, efter de er gået på pension. Og så giver badminton både aktivitet og udfordring på mange forskellige niveauer i samme hal. Det er der ikke ret mange aktiviteter, der gør.

- Benny Andreasen, formand for DGI Badminton og Badminton Danmarks 60+ udvalg

60+-spillerne mødes typisk om formiddagen eller først på eftermiddagen. Det vil som regel være muligt at finde 1-2 ledige haltimer i dette tidsrum. Og for mange er hygge mindst lige så vigtigt som motion, så det vil være oplagt at kombinere en træningstime med kaffe og hyggesnak bagefter.

Sådan kommer du i gang

  • Find to-tre 60+ badminton-ildsjæle til at organisere opstarten
  • Invitér til åbent hus
  • Stem dørklokker med indbydelsen i hånden
  • Sæt opslag op i hallen, supermarkedet, ældrecentret, ved lægen og på biblioteket
  • Sørg for at kommunen gør opmærksom på tilbuddet i sine blade, foldere og på sin hjemmeside
  • Nogle kommuner holder møder for kommende pensionister. Bliv nævnt på disse møder
  • Inviter eventuelt til et 60+ træf, hvor I fortæller om mulighederne for at spille 60+ badminton